Annonce
Livsstil

Advokaten: Kan min ægtefælle adoptere min datter?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg har et spørgsmål angående adoption.

Min datter har et ønske om, at min ægtefælle skal adoptere hende. Hendes biologiske far begik selvmord i 2014. Min ægtefælle og jeg har været gift siden 2013.

Mit spørgsmål er, om min datters biologiske fars familie kan modsætte sig adoptionen?

Det er min datters ønske, at min ægtefælle adopterer hende, da hun ikke ønsker at skulle bo ved sin biologiske fars familie i tilfælde af, at der skulle ske mig noget?

Jeg håber, at du kan svare mig i din juridiske brevkasse.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Mette

Annonce

! Kære Mette - tak for dit spørgsmål.

Da din ægtefælle ønsker at adoptere dit særbarn, er der tale om en såkaldt stedbarnsadoption, og det er derfor reglerne herfor, der finder anvendelse.

For at din ægtefælle kan foretage en stedbarnsadoption, skal han som udgangspunkt være fyldt 25 år og være mindst 14 år ældre end din datter. Derudover skal din ægtefælle og datter have boet sammen i minimum tre år, før din datter fylder 18 år.

Denne treårige periode behøver ikke at være en sammenhængende treårig periode.

Ud over kravene til din ægtefælle er det også et krav, at du giver et skriftligt samtykke til, at din ægtefælle må adoptere din datter.

Hvis du og din datters biologiske far har haft fælles forældremyndighed, ville din datters biologiske far også skulle afgive samtykke til stedbarnsadoptionen.

En person med del i forældremyndigheden, som bortadopterer sit barn, skal afgive sit samtykke ved et personligt fremmøde i Familieretshuset. Hvis den biologiske forælder med del i forældremyndigheden ikke ønsker at samtykke til stedbarnsadoptionen, vil adoptionen som udgangspunkt ikke blive tilladt.

Hvis der er tale om en biologisk forælder uden del i forældremyndigheden, skal der indhentes en erklæring fra denne inden, at der kan ske en stedbarnsadoption. Denne erklæring giver den biologiske forælder mulighed for at udtale sig om adoptionen, og hvis den biologiske forælder protesterer, og der samtidig har været kontakt mellem denne og barnet inden for de senere år, vil stedbarnsadoptionen som udgangspunkt ikke blive tilladt.

Eftersom din datters biologiske far er afgået ved døden, er det i sagens natur ikke muligt for ham at afgive hverken samtykke eller en erklæring, og dette undlades ganske enkelt ved dødsfald.

Din ægtefælle kan derfor adoptere din datter, såfremt de almindelige betingelser for stedbarnsadoption, herunder kravene med hensyn til opfostring og aldersforskel i øvrigt, er opfyldt.

Hvis din datter er fyldt 12 år, vil hun også blive indkaldt til en samtale i Familieretshuset i forbindelse med stedbarnsadoptionen. Her vil din datter få mulighed for at tilkendegive sin holdning til adoptionen, og hvis hun er fyldt 12 år, vil hun også skulle underskrive et samtykke til adoptionen.

Din datters biologiske fars familie kan altså ikke modsætte sig adoptionen, da de er adoptionen uvedkommende, idet de ingen forældremyndighed har over din datter.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familieret.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce