Annonce
Udland

AfD misser sin første borgmesterpost i Tyskland

Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Görlitz i det østlige Tyskland får ny borgmester. Det bliver Octavian Ursu fra Merkels konservative CDU.

Det indvandrerkritiske højreparti i Tyskland Alternative für Deutschland (AfD) havde sat næsen op efter at vinde sin første borgmesterpost i landet i Görlitz i det østlige Tyskland.

Men søndag aften er stemmerne fra anden runde af borgmestervalget talt op, og det er dårlige nyheder for AfD og partiets kandidat Sebastian Wippel.

Wippel, 36 år og tidligere politimand, har fået 44,9 procent af stemmerne.

Sejrherren og den nye borgmester bliver den 51-årige klassiske musiker Octavian Ursu, der er født i Rumænien, og som er fra det konservative parti CDU.

Det er også det parti, som Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kommer fra.

Valget i Görlitz er blevet set lidt som et fingerpeg om, hvordan det måske kan gå ved kommende valg i tre delstater i det østlige Tyskland.

AfD har stået stærkt i Görlitz, der ligger i delstaten Sachsen, som er økonomisk presset. Partiet håber, at det kan slå Merkels CDU ved det kommende delstatsvalg i Sachsen.

Görlitz har 55.000 indbyggere og ligger ved grænsen til Polen. Det har et historisk bycenter, som er blevet en turistmagnet, og som de også har fået øje på i Hollywood.

Flere storfilm har brugt byen som kulisse, herunder "Inglourious Basterds" og "The Reader".

Men mange af byens indbyggere har det anderledes. De ser få muligheder og forlader Görlitz.

Sachsens ministerpræsident er fra CDU og hedder Michael Kretschmer. Han er Görlitz og opfordrede op til søndagens valg borgerne til at lade være med at stemme på AfD's kandidat.

Kretschmer sagde, at "mange undervurderer, hvor radikalt partiet er".

AfD er repræsenteret i Forbundsdagen i Berlin og i alle 16 forsamlinger i Tyskland.

Meningsmålinger siger, at det er det stærkeste parti i Sachsen og også i delstaten Brandenburg.

Der er regionalvalg i begge delstater den 1. september. Den 27. oktober kommer turen til delstaten Thüringen.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Fordragelige vikinger

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Team Esbjerg

Dagens gode nyhed: Esbjergs håndbolddronnning laver ny aftale - derfor forlænger Estavana Polman

Annonce