Annonce
Navne

Afholdt tidligere borgmester er død

Egon Leonhard Lorentzen i en pause på gårdspladsen ved Skovgården. Han afgik ved døden 16. februar. Arkivfoto Foto: Mikkel Berg Pedersen
Egon Leonhard Lorentzen, Bramming, døde på Skovgården, 84 år.
Annonce

Bramming: Tirsdag formiddag den 16. februar døde Bramming Kommunes navnkundige borgmester gennem 24 år, Egon Leonhard Lorentzen, få dage før han ville være fyldt 84 år.

Gennem de senere år var han tiltagende svækket. Ingrid Lorentzen passede ham derhjemme til det sidste.

Han døde efter eget ønske ”i sin rede” – med hustruen Ingrid og ældste søn, Torben, ved sin side – på ægteparrets elskede ”Skovgården” lidt uden for Bramming – stationsbyen, han levede og åndede for i flere årtier.

Egon L. Lorentzen stammede fra Gram. Han var udlært møbelpolstrer og flyttede i 1958 til Bramming. Senere blev han møbelarkitekt og købte i 1959 Tømmerby Gl. Skole, hvor han sammen med sin bror Kaj grundlagde virksomheden Jeki Møbler, der i 1988 blev solgt til loyale medarbejdere.

Annonce

Lokalpolitik

Interessen for byens og egnens udvikling førte ham ind i politik – i første omgang på en upolitisk liste, der gav valg i 1974.

Ved næste valg løste han partikort til Venstre, og de følgende 24 år var han kommunens borgmester – afholdt og respekteret af høj som lav. Egon var udadvendt og gik i bogstaveligste forstand i folk med træsko på. Han havde politisk tæft, var ordholdende, kunne skære igennem og gå til sagens kerne. Gik bølgerne lidt højt, var han også diplomaten, der kunne bløde stemningen op og komme videre med selve sagen.

En evne, han til fulde fik brug for – i teori som praksis – da han i 1988 blev indvalgt i Naturgas Syds repræsentantskab – og senere sagde ja til at blive formand i selskabet. Her forestod et større oprydningsarbejde, som mundede ud i salg til DONG.

Selv betegnede Egon L. Lorentzen sin indsats i Naturgas Syd som ”mit politiske svendestykke”.

Annonce

Ridder af Dannebrog

I 2002 sagde han stop som borgmester – og blev samme år slået til Ridder af Dannebrog.

Hans idérigdom har i Bramming sat et varigt minde, idet han var blandt initiativtagerne til anlæggelsen af Kaj Lykkes Golfklub – som han selv brugte flittigt, og som rustvognen passerede, da han i sidste uge blev kørt fra Skovgården til kapellet ved Sankt Ansgar Kirke.

Udover politik, Naturgas Syd og en stor vennekreds var Egon L. Lorentzen udpræget naturmenneske – og var i mange år ivrig jæger. Han elskede skovene omkring gården, og han fortsatte højt op i alderen med at dyrke mange af de forenings-fællesskaber, han selv havde været med til at grundlægge i sin kommune.

En helt speciel interesse for fodbold havde han fælles med brammingenserne. Naturligvis spillede han da også til højt op i årene med på Stjerneholdet – en klub af old boys mænd, der hver torsdag morgen snører fodboldstøvlerne og herefter nyder tredje halvleg over morgenkaffen i klubhuset. Som 80-årig blev Egon i øvrigt udnævnt som holdets første æresmedlem.

Privat efterlader Egon L. Lorentzen foruden sin hustru gennem 26 år, Ingrid, sig også sønnerne Torben Lorentzen, der bor på Frederiksberg, og Thomas Terp, der bor i Jyllinge, samt fire børnebørn og et nyfødt oldebarn, som han kun nåede at høre om og glæde sig over på fotos.

Egon Leonhard Lorentzen bisættes fra Sankt Ansgar Kirke i Bramming på sin 84 års fødselsdag, lørdag den 27. februar klokken 13. Bisættelsen er kun for inviterede på grund af Covid-19-restriktionerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce