Annonce
Aabenraa

Aflysningerne vælter ind: Rolig påske på campingpladser

Fjordlyst Hotel & Camping i Aabenraa er en af de pladser, der er hårdt ramt af aflysninger. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Campingpladserne i Aabenraa kan se frem til en meget rolig påske, og flere har udskudt åbningen for dagsgæster på grund af coronakrisen.

Aabenraa: For mange campingpladser er påsken startskuddet til årets sæson, og der plejer da også at være trængsel på de forskellige pladser, når højtiden nærmer sig. Det har coronavirussen sat en effektiv stopper for, og campingpladserne ser da også frem til nogle meget rolige påskedage.

- Vi har haft mange aflysninger og bliver selvfølgelig hårdt ramt, og vi har da også valgt at udskyde åbningen for dagsgæster til den 17. april, siger Pia Bugslag, der er indehaver af Fjordlyst Hotel & Camping i Aabenraa.

Campingpladsens fastliggere må dog gerne være der, men de skal bruge deres egne faciliteter.

- Alle campingpladsens faciliteter vil være lukket ned, siger Pia Bugslag.

Fjordlyst Hotel & Camping er en af de campingpladser i grænselandet, der plejer at have mange udenlandske turister, og som det ser ud nu, så vil de blive væk på ubestemt tid.

- Men vi ved jo ikke, hvornår grænserne åbner igen, og derfor kan vi kun gisne om konsekvenserne. Vi har dog valgt ikke at tage sorgerne på forskud, siger Pia Bugslag, der også sætter sin lid til, at flere danskere vil holde sommerferie i Danmark i år.

Annonce
Det er hårdt ikke at kunne gebærde sig, som vi plejer, men det vigtigste er, at vi alle kommer raske gennem den her periode.

Kirsten Andreasen, forpagter af Loddenhøj Camping

Ikke truet på eksistensen

På Sandskær Strandcamping tæt ved Løjt Kirkeby lod man fastliggerne komme ind på pladsen forrige fredag, mens der blev åbnet op for forårsliggerne i onsdags.

- Alle andre turister kan først booke fra den 17. april, siger Jesper Meldgaard Langschwager, der er indehaver af Sandskær Strandcamping.

Sandskær Strandcamping lider også under mange aflysninger, og Jesper Meldgaard Langschwager har regnet sig frem til, at der er aflysninger for 150.000 kroner bare i påsken. Det får ham dog ikke til at ryste på hånden.

- Jeg har forhåbninger om en god sommersæson. Jeg tror, der er flere, der vælger at holde ferie i Danmark i år, siger Jesper Meldgaard Langschwager og tilføjer, at Sandskær Strandcamping ikke er truet på eksistensen.

- Vi skal nok klare den, siger han.

For de fastliggere og forårsliggere, der allerede befinder sig på pladsen, og det er ikke mange, er der en del restriktioner, som pladsen har indført på grund af coronakrisen.

- Vi har blandt andet spærret legepladsen af, og de fleste fællesrum er lukket. Desuden må der højest være fem personer i køkkenet, siger Jesper Meldgaard Langschwager.

Kiosken er lukket

I lørdags slog Loddenhøj Camping teltdugen op for gæsterne, men det blev en meget lille åbning.

- Vi har kun åbnet op for fastliggerne, og kiosken vil være lukket, men vi holder et nødtoilet åbent, siger Kirsten Andreasen, der sammen med sin mand også er forpagtere af Skarrev Camping.

- Vi åbner ikke op for dagsgæsterne før den 17. april, men det vil stadig afhænge af, hvordan situationen ser ud til den tid, fortsætter hun.

På Loddenhøj Camping og Skarrev Camping vil der også blive taget en masse forholdsregler, og der vil være rigeligt med sprit til hænderne.

- Det er hårdt ikke at kunne gebærde sig, som vi plejer, men det vigtigste er, at vi alle kommer raske gennem den her periode, siger Kirsten Andreasen.

Hytter er udlejet

Kruså Camping er en af de campingpladser i Aabenraa Kommune, der har helårsåbent, og her skelner man ikke mellem fastliggere og dagsgæster.

- Vi er jo ikke blevet pålagt at lukke ned, så derfor har vi åbent for alle, men der er ikke mange, siger Heide Laumann, der er forpagter af Kruså Camping sammen med sin mand.

Lige nu har campingpladsen besøg af et par håndfulde fastliggere, der alle har fået stillet hver deres toilet til rådighed.

- Men de skal selv sørge for rengøringen, siger Heidi Laumann.

I påsken er campingpladsens tre hytter også lejet ud, og de har også eget toilet.

- Vi prøver at passe på hinanden, så godt vi nu kan, siger Heidi Laumann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Pseudo-oplukning af grænsen: Det er kun lidt bedre end ingenting

Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce