HADERSLEV: - Det kommer til at koste koncertfonden et sekscifret beløb. Vi får økonomiske problemer.
Det siger formanden for foreningen Koncertfonden SMUK’s nytårskoncerter, Henrik Rønnow, efter at korpsets nytårskoncerter i 2021 er blevet droppet. Forsvarsministeriet og forsvaret har justeret reglerne for at begrænse smittespredningen af COVID 19, og det får den konsekvens, at alle arrangementer, der samler folk, skal aflyses i militæret.
- Vi har altid regnet med, at nytårskoncerterne skal give overskud. Nu bliver de en udgift, forklarer Henrik Rønnow.
Råd til et blad
Koncertfonden skal ikke i sig selv giver overskud:
- Vi skal ikke tjene penge, men heller ikke ligefrem skabe underskud. Det overskud, vi henter hjem, bruger vi til at udgive vores nyhedsmagasin og stille gæstesolister og gæstedirigenter til rådighed. Så kan man på et tidspunkt arrangere en koncert, der giver underskud, og hvor fonden har medvirket til at højne det kunstneriske niveau.
Henrik Rønnow, SMUKNår man går ud af sådan en aftale så kompenserer man.
Han forventer, at koncertfonden kommer ud af miseren med ”et rundt nul”:
- Det er ikke optimalt, og det får konsekvenser. Nu skal jeg danne mig hele overblikket, og så holder vi enten fredag eller i begyndelsen af næste uge et ekstraordinært bestyrelsesmøde.
- Kan man forestille sig, at fonden bliver nedlagt?
- Vi er meget, meget indstillet på, at vi skal igennem det her. Vi skal på fode igen, vi skal ud at spille koncerter. Den er utrolig vigtigt for os, og derfor er fonden af kolossal betydning for os. Forsvaret må ikke stå for billetalg og booking. Derfor har vi valgt denne konstruktion, som har fungeret godt i mange år og er til glæde for alle. Også forsvaret, fordi koncerterne giver synlighed.
Søde og forstående
- Kan man så forestille sig at I må lukket jeres nyhedsmagasin?
- Det er det, jeg er lidt bange for: Hvor meget af det her kan vi køre videre med, indtil vi igen må komme ud at spille, siger Henrik Rønnow.
Lån er ingen farbar vej:
- Vi kan ikke gældsætte os, for vi har ikke noget af værdi.
Solisterne i 2021 skulle have været sangerne Birthe Kjær og Bobo Moreno:
- Vi skal ud af de aftaler, og det kommer vi også. Men det er blandt andet derfor, at vi taber på det her. Det er jo ikke corona-relateret, at vi ikke kan spille koncert. Det er ikke sundhedsmyndighederne, der har pålagt os noget så der er ingen hjælp at hente. Det er forsvarets øverste ledelse, der har valgt at gå med seler og livrem. Ifølge sundhedsmyndighederne må vi gerne spille koncerter.
Han betegner de to nu aflyste solister som "søde og forstående":
- Men det handler om almindelig moral. De kan ikke på nuværende tidspunkt gå ud at lave andre aftaler så sent, og vi har lagt beslag på hele deres januar. Når man går ud af sådan en aftale, så kompenserer man.