x
Annonce
Udland

Afrikansk premierminister sigtes for drab på sin ekskone

Lucas Jackson/Reuters
Lesothos premierminister og førstedame er ifølge politiet involveret i drab på premierministerens ekskone.

Premierminister i det sydafrikanske land Lesotho Thomas Thabane bliver fredag sigtet for drab på sin ekskone.

Annonce

Det siger vicepolitikommissær Paseka Mokete torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Premierministeren bliver sigtet for drab. Politiet forbereder sagen, og han bliver formentlig sigtet i morgen, siger Paseka Mokete ifølge Reuters.

Thabane skal efter planen for retten fredag.

I forvejen er premierministerens nuværende kone, Maesaiah Thabane, sigtet i sagen.

Politiet har meddelt, at det har en "stærk sag" mod førstedamen.

Drabet skete i juni 2017. Her blev premierministerens ekskone, Lipolelo Thabane, skudt og dræbt udenfor sit hjem i Lesothos hovedstad, Maseru.

Drabet skete, to dage inden den i dag 80-årige Thomas Thabane blev taget i ed som premierminister, og det sendte chokbølger igennem det lille kongerige.

Det separerede par var på det tidspunkt midt i en bitter skilsmisse.

Medlemmer af Thomas Thabanes eget regeringsparti, All Basotho Convention, har beskyldt ham for at lægge forhindringer i vejen for opklaringen af drabet.

Presset er steget på premierministeren er steget efter drabet på hans ekskone. Tidligere torsdag annoncerede Thabane, at han træder tilbage i slutningen af juli.

Thabane forklarede beslutningen med, at han er kommet op i alderen.

- Jeg har arbejdet for et fredfyldt og stabilt Lesotho. I dag har jeg med min alder mistet det meste af min energi. Jeg træder hermed tilbage som premierminister fra slutningen af juli, sagde han.

Ifølge politiet hyrede Thabanes nuværende kone otte lejemordere til at dræbe ekskonen. Hun har afvist at være indblandet i sagen.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce