Annonce
Debat

Afskaf vuggestuer og bliv hjemme og pas jeres børn

Skilsmissebørn: Endelig langt om længe er der kommet hul igennem i forhold til, hvor skadelige skilsmisser er. Når medierne flyder over med emnet, kan borgerne være rimeligt sikre på, hvad klokken er slået: Et samfundsmæssigt problem har fået lov til at vokse sig så stort, at elendigheden ikke mere kan skubbes ind under gulvtæppet.

Det skorter ikke på modargumentation i forhold til tesen om, at skilsmisser er en katastrofe, og at alle kræfter burde sættes ind på at forhindre dem. Forældres stort set uantastede forestilling om ret til selvrealisering på børnenes bekostning er en falliterklæring – solgt under yndlingsargumentet: Hvis mor ikke er glad, kan mor ikke være noget for ti-årige Sofie og otte-årige Oliver, så selv om både far, Sofie og Oliver bliver meget ked at, at mor ikke mere kan finde ud af at leve i sin kernefamilie, så skal moderne mennesker ikke lægge bånd på sig selv, for hvis jeg har lyst, har jeg da også lov. (Byt gerne mor ud med far: Hvis far ikke er glad osv.).

Lad mig kort repetere fakta: Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning og har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden.

Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen. Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og på at finde ud af, hvor-hører-jeg-egentlig-til?

Det ser så skidt ud, at skolen igen-igen skal overtage forældreopgaver, ja lærere og pædagoger skal nu ligefrem uddannes i at hjælpe skilsmissebørn.

Den såkaldte forældreansvarslov (læs: Vold-mod-børn-loven) har bevirket, at skilsmissebørn bliver tvangsudskrevet til at bo syv dage på skift hos henholdsvis far og mor. Ingen ved sin fornufts brug kan afvise, at den skizofrene model har dystre konsekvenser. Typisk vil forældrene vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til for at opdrage børnene. For tænk hvis lille Søren synes, der er mere spændende over hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computerspil - og tænk, hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav.

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at dét at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt. Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Peter frem for, at han hører på mors og fars skænderier.

Men hvorfor dog ikke bare glæde sig over den udstrakte frihed, lystprincippets sejrsgang og den fantastiske individualisme, der ligger i ikke bare at skifte bilen ud med jævne mellemrum, men også partneren?

Af den enkle grund, at et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Knasten er børnene, der skal beskyttes ved at bevare familien intakt – i hvert fald indtil afkommet har nået skelsår og alder. Dertil kommer, at skilsmisser er dyre for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, sygdom, forhøjede børnepenge, og sværmen af u(til)passede børn, der konstant skal til psykolog.

Vejen frem er ikke svær at pege på, men vanskelig at betræde: Mor og far skal forstå, at en familie ikke kan hænge sammen, hvis ikke den ene – eller begge – er parate til at opgive deres fuldtidsarbejde. For her kommer næste ubehagelige kendsgerning: Den massive institutionalisering af småbørn er ødelæggende for identitets- og karakterdannelsen.

På baggrund af over 35 års erfaringer med undervisning af stadig mere skrøbelige elever, kan jeg være endnu klarere i mælet: Udepasning til børn under to år tjener ikke barnets interesser, men alene de voksnes, ligestillingens og arbejdsmarkedets, og vuggestuer burde afskaffes. De mange diagnoser, børn og unge i dag udstyres med, kan et langt stykke ad vejen forklares med alt for mange timers institutionalisering og et forstyrret familieliv i et benhårdt konkurrencesamfund.

Gid flere ville nægte at købe discount-pakken med to udearbejdende forældre og børnene i institution.

Annonce
Lone Nørgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Det nye Blochsgaard er indviet

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Esbjerg

Bramming samler ind til Knæk Cancer

Annonce