Annonce
Kolding

Afsløring: Kolding Kirkegårde kendte til ønsket om en ny muslimsk gravplads

Her er Kolding Kirkegårde ved at anlægge en multietnisk gravplads. Arbejdet blev sat i gang på foranledning af en henvendelse fra byens muslimer - men Kolding Kirkegårde afviser at imødekomme deres ønsker til gravpladsen. Derfor kan de ikke bruge den. Foto: Søren Gylling

Dokumenter afslører, at formanden for Kolding Kirkegårde ikke taler sandt, når han siger, at han ikke kendte til muslimske ønsker til en ny multietnisk gravplads fra projektets start. Nu vil Kolding Kirkegårde ikke imødekomme dem.

Annonce

Kolding: Kolding Kirkegårde har lige fra projektets start for flere år siden vidst, at den multietniske gravplads, som de er i færd med at anlægge ved Nordre Kirkegård, ikke kan anvendes af de muslimer, som var anledningen til, at arbejdet med gravpladsen overhovedet blev sat i gang.

Det står klart på trods af, at formanden for Kolding Kirkegårde Henry Ebsen i går sagde det modsatte til JydskeVestkysten.

Det viser en aktindsigt, som JydskeVestkysten har fået hos Kolding Kommune.

Dokumenterne afslører, at Kolding Kommune i 2014 fik en henvendelse fra Etnisk Sammenslutning i Kolding, som gav udtryk for et ønske om at få et gravsted til de mennesker, som de repræsenterer.

Kolding Kommune bad derefter to repræsentanter, Marwan Zobi og Mohammad Ajjawi, om at beskrive sammenslutningen, dens trosretninger og andre relevante forhold.

Af svaret til daværende by- og udviklingsdirektør Thomas Boe den 23. oktober 2014 fremgår det, at sammenslutningen af de etniske foreninger i Kolding består af bl.a. Bosnisk Forening, Afghansk Venskabsforening, Somalisk Forening, Palæstinensisk Forening, Venskabsforeningen i Skovparken, Den Tyrkiske gruppe, Den Kurdiske gruppe og Afghansk kulturforening.

"Alle foreningsmedlemmer har muslimsk baggrund", står der i brevet til de kommunale topchefer.

Det oplyses også, at der bor mellem 4500 og 5000 borgere med muslimsk baggrund i Kolding, og at ønsket i første omgang er 40-50 gravpladser.

Kolding Kirkegårde

Kolding Kommune ejer ingen kirkegårde selv, sådan som mange andre kommuner gør. I Kolding drives de tre store bykirkegårde Ndr. Kirkegård, Sdr. Kirkegård og Gamle Kirkegård af menighedsrådene ved de fire store bykirker Kristkirken, Skt. Nicolai Kirke, Brændkjærkirken og Simon Peters Kirken.

Formanden for Kolding Kirkegårde er Heny Ebsen fra Kristkirkens sogn.

Annonce

Yderst vigtigt

Vedlagt brevet til direktøren er også en beskrivelse af de vilkår, der skal være til stede for, at troende muslimer kan benytte gravpladsen:

"Det er yderst vigtig, at særlig gravplads bliver tilegnet kun til brug for muslimer. Muslimer må ikke blive begravet på ikke-muslimers gravpladser, ej heller må en ikke-muslim blive begravet på en muslimsk gravplads", står der.

På den baggrund indkaldte Kolding Kommune til et møde den 14. november med deltagelse af blandt andre provst Grete Wigh-Poulsen, formand for kirkegårdsbestyrelsen Henry Ebsen, de to repræsentanter for Etnisk sammenslutning og to kommunale topchefer.

Af mødereferatet, som er vedhæftet dokumenterne fra Etnisk Sammenslutning, fremgår det, at mulighederne for at etablere et multietnisk gravsted på Ndr. Kirkegård blev drøftet.

Derefter blev det aftalt, at der i provstiets regi nu skulle drøftes og afklares "en række praktiske forhold vedr. etablering, indretning, drift og økonomi".

"Det vil i den forbindelse være oplagt at kontakte bl.a. Vejle og Sønderborg for at indhente erfaringer", står der med henvisning til, at disse kommuner har muslimske gravpladser.

Annonce

Fint nok

Alligevel kan den gravplads, som Kolding Kirkegårde er i færd med at anlægge, som nævnt ikke anvendes af troende muslimer.

Kolding Kirkegårdes formand Henry Ebsen oplyste torsdag i JydskeVestkysten, at den nye gravplads er en multietnisk gravplads uden særlige områder for bestemte trosretninger, og at Kolding Kirkegårde ikke vil imødekomme et ønske om at sikre en adskillelse til en muslimsk gravplads i form af en lille hæk.

Efter at JydskeVestkysten har forelagt dokumentationen til Henry Ebsen, siger han:

- Jeg tror, vi har set det på en lidt anden måde. Vi vil gerne lave noget for alle og ikke for en bestemt gruppe.

Men I må være klar over, at en stor del af muslimerne så ikke kan bruge pladsen?

Ja, fint nok, men det er der jo ikke noget at gøre ved, helt ærligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce