Annonce
Danmark

Trepartsaftale fordeler 5,4 milliarder til flere lærepladser

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
En for stor opsparing i lærlingefond skal nu sendes til virksomheder for at sikre flere lærlingepladser.
Annonce

Regeringen og arbejdsmarkedets parter fordeler et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Pengene kommer fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), hvortil private og offentlige arbejdsgivere betaler et bidrag, der finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne.

- Vi er her til aften blevet enige om en efter vores mening rigtig god trepartsaftale, som tilfører 5,4 milliarder, som skal bruges til at holde hånden under lærlinge og elever og skal skabe nye elevpladser, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde.

De overskydende penge skyldes, at staten har opkrævet for mange penge fra arbejdsgiverne i AUB-bidrag. Det er dermed virksomhedernes egne penge, der er fordelt.

Ved udgangen af 2020 forventes der således en opsparing på omkring 5,4 milliarder kroner i AUB.

Overopkrævningen har udløst kritik fra Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge.

Regeringen har derfor sammen med arbejdsmarkedets parter nu fundet en måde at bruge de overskydende penge til at sikre flere lærlingepladser.

Parterne er blevet enige om en løntilskudsordning, så de virksomheder, der indgår nye uddannelsesaftaler i løbet af 2020, kan få dækket op til 90 procent af udgifterne.

For eksisterende aftaler får virksomheder dækket 75 procent af lønnen.

Derudover skal arbejdsgivere, der har elever og lærlinge, i højere grad kompenseres for deres udgifter resten af året.

- Det er alt sammen for at tilskynde til, at virksomhederne derude bliver ved med at rekruttere lærlinge og elever, så coronakrisen ikke betyder, at vi om nogle år står og mangler uddannet arbejdskraft, siger Peter Hummelgaard.

Samtidig er parterne blevet enige om, at der skal sikres en fremadrettet balance i indbetalingerne til AUB, fremgår det af aftalen.

Indbetalingen for samtlige arbejdsgivere i 2020 på samlet set 1,4 milliarder kroner er desuden blevet suspenderet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

SønderjyskE-sportschef gav grønt lys til at starte festen

Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce