Annonce
Esbjerg

Aktiv landsby ved Ribe får penge fra Friluftsrådet

Lustrup får 50.000 kroner fra Friluftsrådet til en kommende bålhytte med tilhørende pizzaovn. Arkivfoto.
Som det eneste projekt i Esbjerg Kommune får Lustrup-Damhus Beboerforening 50.000 kroner i tilskud til etablering af en bålhytte med tilhørende pizzaovn fra Friluftsrådet. Beboerforeningen mangler dog stadig de sidste 50.000 kroner til projektet.

LUSTRUP: Landsbyen Lustrup har i flere år været én af de landsbyer i Esbjerg Kommune, som har oplevet den procentuelt kraftigste tilvækst i antallet af nye beboere. Det har betydet et højt aktivitetsniveau i Lustrup og Damhus, og det er én af årsagerne til, at landsbyen nu er godt på vej til at skaffe penge til en kommende ny bålhytte med tilhørende pizzaovn.

Beboerforeningen i Lustrup og Damhus har således netop fra Friluftsrådet fået tilsagn om et kontant tilskud på 50.000 kroner til etablering af en bålhytte, fortæller formanden for foreningen, Michael Christiansen.

- Vi har en gruppe beboere, som på eget initiativ har udformet projektet og stået bag ansøgningerne. Vi har også fået 50.000 kroner fra Esbjerg Kommunes landsbypulje, og har også en ansøgning inde hos yderligere en fond. Gruppen, som arbejder med projektet, har et budget på 120.000 kroner plus moms. Så samlet løber det op i 150.000 kroner.

En betingelse for, at Friluftsrådet støtter et projekt som det i Lustrup er, at det er et projekt, som er tilgængeligt for alle - ikke kun beboerne i Lustrup.

Annonce

4,3 millioner kroner

Friiluftsrådet har netop bevilget 4,3 millioner kroner til 32 forskellige friluftsprojekter i Region Syddanmark. Projektet med en bålhytte i Lustrup, som får et tilskud på 50.000 kroner er det eneste projekt i Esbjerg Kommune, som får tilskud.

På den gamle petanquebane

- Planen er, at bålhytten skal etableres på arealet ved byens gamle petanquebane, ved siden af vores store legeplads. Og bålhytten bliver tilgængelig for alle. Blandt andre de mange gæster, som besøger Ribe Vikingecenter i vort nabolag, siger Michael Christiansen.

I Lustrup har de mange andre planer, som kan være med til at fremme landsbyens attraktivitet. I 2017 indsendte beboerforeningen således et projektforslag til Esbjerg Kommune om et nyt kultur- og aktivitetshus. Et hus i stil med det, der for nylig blev indviet i Farup - dog i mindre skala, siger Michael Christiansen.

- Vi kalkulerer med, at det er et projekt til omkring fire millioner kroner, og til det har vi søgt kommunen om to millioner kroner, og så skal vi selv skaffe et tilsvarende beløb via fonde og egenfinansiering - blandt andet i form af frivilligt arbejde. I Lustrup er der så mange aktive folk, som gerne lægger arbejdskraft til, men vi er godt klar over, at det projekt ikke gennemføres hverken i år eller næste år. Men vi arbejder fortsat på, at det skal blive til virkelighed, siger Michael Christiansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce