Annonce
Tarm

Akutbiler i Tarm og Ringkøbing overlever i denne omgang

De sygeplejerskebemandede akutibler i Ringkøbing og Tarm fortsætter - politikerne vil afvente en rapport, inden de tager beslutning. Arkivfoto

Regionsrådet indgik i nat bredt forlig om det kommende års budget. Politikere vil afvente rapport, inden de tager beslutning om akutbiler.

Regionen: Regionsrådet undlod at svinge sparekniven over de sygeplejerskebemandede akutbiler i Ringkøbing, Tarm og Skive, da der i nat blev indgået et bredt budgetforlig.

Nedlæggelse af akutbilerne var ellers udset til at kunne give en besparelse på 9,5 millioner kroner årligt - men spareforslaget, som var sat i søen af regionsrådsformand Anders Kühnau (S), mødte modstand undervejs.

Kristendemokraten Marianne Karlsmose, der er bosat i Tarm, undrede sig over timingen i forslaget, da regionen afventer en rapport over det samlede akutberedskab, som vil foreligge til oktober.

Også Venstremedlemmet Torben Nørregaard fra Videbæk vendte sig kraftigt mod forslaget.

- Jeg og Venstre mener, at vi skal vente på rapporten om det samlede akutberedskab i regionen. Ellers er det jo intet bevendt, at vi i fredstid aftaler, at vi skal finde ud af, om vi bruger pengene på akutberedskabet effektivt og bestiller en rapport, der skal se hele systemet igennem. Derfor er det uanstændigt, at man sætter ind med en besparelse nu, udtalte Torben Nørregaard.

Ifølge forslaget skulle akutbilerne erstattes af paramedicinere på to af Ringkøbing og Tarms i alt fire ambulancer, lige som der skulle indsættes en ambulance i døgnberedskab i Videbæk, også bemandet med en paramediciner.

Forslaget fik opbakning af regionsrådsmedlem John G. Christensen (S), Ringkøbing, der så det som en styrkelse af beredskabet.

At regionsrådet i nat vedtog at vente på rapporten om akutberedskabet, inden der træffes en beslutning, mener John G. Christensen er fornuftigt.

- Jeg havde ikke ventet, at vi blev enige i nat, men når forhandlingerne kører, er det ikke til at vide, hvor det ender. Det giver mening at vente på rapporten, men jeg tror, der kommer til at ske nogle ændringer med akutbilerne og ambulancerne på en eller anden måde, siger John G. Christensen.

Han peger på, at der ikke er lagt op til at røre ved akutlægebilerne, som kører ud fra Herning og Holstebro, og som borgerne i Ringkøbing-Skjern også har glæde af.

- Og vi har jo rigtig meget glæde af helikopterne. Det giver mening at flyve hertil. Udviklingen har vist, at vi er kommet meget tættere på de store hospitaler med helikopterne. Nu afventer vi rapporten om akutberedskabet, og jeg forventer, at der kommer en ændring, men det må vi afvente at se med rapporten, siger John G. Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];