Annonce
Vejen

Al Kholi-familien i chok over afgørelse om opholdtilladelse: - Det er hårdt og stressende at blive holdt hen i uvished

Hussam og Dania Al Kholi må stadig vente i uvished. Sagen om opholdstilladelser til den syriske Al Kholi-familie fra Andst er nemlig sendt tilbage til Udlændingestyrelsen efter behandling i Flygtningenævnet. Foto: Jacob Schultz
Flygtningenævnet sendte Al Kholi-familiens sag tilbage til Udlængdingestyrelsen efter, at nye dokumenter er dukket op og skal behandles. Nu får Al Kholi-børnene mulighed for at tage eksamen.

Andst: Fire timer og et kvarter sad medlemmerne af Al Kholi-familien fra Andst og ventede udenfor, mens faderen Hicham Alkholi fra Andst fik sin sag om midlertidig opholdstilladelse behandlet ved den afgørende instans Flygtningenævnet.

Den sag var også afgørende for hustruen Nahed Al Shibley samt børnene Hussam, Dania og Lana Alkholi. Fremtiden var på spil, for familliens sager hænger sammen. Blev opholdstilladelsen ikke forlænget, var udsigten for familien ophold i et udrejsecenter, indtil de frivilligt rejser hjem til Syrien.

Uventet svar

- Svaret var lidt uventet. De sendte nemlig vores sag tilbage til Udlændingestyrelsen for at blive genbehandlet. Det betyder, at vi igen kommer til at vente i et stykke tid, indtil der igen falder en afgørelse i Udlændingestyrelsen, som så kan ankes til Flygtningenævnet, siger Hussam Al Kholi.

Familiens advokat havde nye dokumenter med i sagen. Dem skal Udlændingestyrelsen kigge på, og så starter processen forfra igen.

- Jeg var chokeret efter svaret, for det er jo hverken positivt eller negativt. Det er hårdt og stressende at blive holdt hen i uvished, men det er er trods alt bedre end et blankt afslag, siger Hussam Al Kholi.


Jeg var chokeret efter svaret, for det er jo hverken positivt eller negativt. Det er hårdt og stressende at blive holdt hen i uvished, men det er er trods alt bedre end et blankt afslag

Hussam Al Kholi


Annonce

Stor interesse

Familien fik det første afslag om forlægelse af opholdstilladelsen fra Udlændingestyrelsen 29. februar. Siden familien stod frem i JydskeVestkysten 10. april og fortalte om deres sag, er meget hændt.

Udenlandske medier fra USA, England, Frankrig og Sverige tog kontakt til familien for at sætte fokus på den danske flygtninge- og hjemsendelses-politik. Al Kholi-familien blev blandt andet tophistorie på CNN.

Flere medier satte blandt andet spørgsmålstegn ved en specifik rapport, der blev benyttet til at fortælle, at områderne Damaskus og Rif-Damaskus-regionen er et sikre steder at være. 11 ud af rapportens 12 kilder tog efterfølgende afstand fra konklusionen.

Annonce

Taknemmelighed for opbakning

Søskendeparret Al Kholi har talt ved demonstrationer i blandt andet København og Vejen. Denne uge er der igen demonstration i Kolding, og andre demonstrationer er på vej i de store danske byer.

- Vi er taknemmelige for, at så mange har valgt at lytte til og støtte vores sag. Det har været en stor trøst. Samtidig er syrernes sag kommet på den politiske dagsorden. Men tiden har også været stresset og taget fokus og koncentration, siger Hussam Al Kholi, der går i 2. G på Hansenberg i Kolding. Storesøster Dania bliver til sommer HF-student på Kolding HF og VUC. Lillesøster Lana går i 9. klasse på Østerbyskolen i Vejen.


Vi er taknemmelige for, at så mange har valgt at lytte til og støtte vores sag. Det har været en stor trøst.

Hussam Al Kholi


Annonce

En smule ro

Børnene får nu en smule ro til at klare deres eksaminer. Hussam Al Kholi skal op første gang 5. juni i kemi. Inden da skal et fysik-projekt afleveres 23. maj.

- Som det ser ud, kan Dania nu færdiggøre sin HF-eksamen, og Lana sin 9. klasse. Jeg kan færdiggøre 2. G. Vi ved ikke, hvornår der falder en ny afgørelse i Udlændingestyrelsen. Sagerne plejer at tage alt for lang tid lige fra seks til otte og ti måneder, siger Hussam Al Kholi.


Vi ved ikke, hvornår der falder en ny afgørelse i Udlændingestyrelsen. Sagerne plejer at tage alt for lang tid lige fra seks til otte og ti måneder

Hussam Al Kholi


Sagen kort

9. februar fik flygtninge-familien Al Kholi fra Andst afslag fra Udlændingestyrelsen på forlængelse af opholdtilladelsen, da den danske stat nu vurderer, at det er sikkert at rejse hjem til dele af Syrien i områderne Damuskus og Rif-Damaskus.

Sagen gik videre til Flygtningenævnet, der nu har sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen efter nye dokumenter skal behandles. Hvornår der træffes en ny afgørelse er uvis.

Familien Al Kholi blev familiesammenført i Andst i 2015. Året forinden var faderen Hicham Al Kholi flygtet fra borgerkrigen i Syrien.

Familien Al Kholi består af:

Dania Al Kholi, 22 år og bosiddende i Vejen Kommune. Hun læser HF på Kolding HF og VUC og bliver student til sommer.

Hussam Al Kholi, 20 år og bosiddende i Kolding. Hussam går i 2. G på Hansenberg i Kolding (HTX). Han har sideløbende med uddannelsen haft fritidsjob som tjener og hos PostNord,

Lana Al Kholi, 15 år og bosiddende hos forældrene i Andst. Lana går i 9. klasse på Østerbyskolen i Vejen.

Nahed Al Shibley, 46 år og bosiddende i Andst. Nahed går på Sosu-uddannelsen i Esbjerg. I Syrien var hun offentligt ansat som typografassistent.

Hicham Al Kholi, 58 år og bosiddende i Andst. Hicham er uddannet ingeniør. I Syrien var han offentligt ansat og lavede landkort og kort. Han flygtede via Libanon, Egypten og til Italien inden endestationen via tog blev Danmark i 2014.

Familien blev familiesammenført i Danmark i september 2015 og samlet i Andst.

Annonce
Erhverv For abonnenter

22-årige Katarina var solgt første gang hun sad bag rattet i en bus:  - Det var fedt og overvældende pludselig at styre sådan et kæmpe køretøj

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Jens og Inger er tredje generation på Cathrineberg: Nu sætter de proprietærgården til salg for 38 millioner kroner

Annonce