Annonce
Aabenraa

Alene i Hanoi: Tra efterladt hos 78-årig bedstemor

Tra Viet Nguyen blev modtaget af sin 78-årige mormor, Luong Thi Tinh, i lufthavnen. Privatfoto

Der kan stadig gå op til et halvt år, før Tra-sagen har fået sin afgørelse i Udlændingenævnet. Tra Viet Nguyens mor er nu rejst hjem til Aabenraa, så den 15-årige bor hos sin bedstemor, hvor hun forsøger at følge med i skolen på langdistance.

Aabenraa: Onsdag den 10. oktober blev 15-årige Tra Viet Nguyen fulgt til Hanoi i Vietnam, efter hun var blevet nægtet opholdstilladelse, men nu er pigens mor, Ha Thi Thanh Tran, tilbage i Aabenraa, hvor hun bor med sin danske ægtefælle, Jørgen Bonefeld, og sin ni-årige søn, Hung.

- Tra bor hos sin bedstemor på 78 år, og det er ikke særligt befordrende for en pige på 15 år, men det er den eneste mulighed, vi har, forklarer Jørgen Bonefeld.

Søndag var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ude med en afvisning af at ændre på reglerne, som hun sagde er lavet for at animere til, at man tager sine børn med til Danmark med det samme.

- Det ønsker opfyldte vi, så vi har stadig et håb om, at sagen falder fornuftigt ud, fastslår Jørgen Bonefeld.

Annonce

Tra bor hos sin bedstemor på 78 år, og det er ikke særligt befordrende for en pige på 15 år.

Jørgen Bonefeld, papfar
15-årige Tra Viet Nguyen måtte forlade sin mor, lillebror på ni år og papfar i Aabenraa, efter hun blev udvist. Nu bor hun alene hos sin 78-årige bedstemor i Hanoi, mens klagesagen behandles hos Udlændingenævnet. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Skole på langdistance

Imens der ventes - ikke mindst på udfaldet af en klagesag til Udlændingenævnet, som skal bruge op til syv måneder til den opgave - forsøger Tra Viet Nguyen at følge med sine klassekammerater hjemme i 9. klasse på Høje Kolstrup Skole.

- Vi har meldt hende til tyskundervisning i Hanoi, fordi det nok er dér, hun vil komme til at halte mest efter i skolen. Samtidig har hun kontakt til klassekammerater via Skype, og lærerne sender opgaver via e-mail. Det kan gå i en kortere periode, men bliver det en længere periode, kommer hun til at miste et skoleår, siger Jørgen Bonefeld.

Den dansk-vietnamesiske familie er ikke alene om at være kommet i klemme. De seneste dage har det været fremme, at andre flytter til Flensborg i Tyskland i en periode på mindst tre måneder for på den måde at få et unionsborgerskab. Det betyder, at man efter et ophold i et andet EU-land kan vende tilbage til Danmark og få sin familie med, fordi det så er EU-regler, der er gældende.

Tyskland er i spil

Landsforeningen Ægteskab Uden Grænser anslår ifølge DR, at omkring 250-300 par hvert år flytter væk fra Danmark for at søge om familiesammenføring efter EU-retten.

- Det er én af de muligheder, vi overvejer, men det er helt urimeligt, at man skal påføres alle de omkostninger for at komme ud over reglerne. Ellers må vi rive rødderne op herhjemme og finde en anden løsning, forklarer Jørgen Bonefeld.

I sin kamp for at få sin bonusdatter hjem har han skrevet til en række lokalpolitikere - heriblandt borgmester Thomas Andresen (V), som også har svaret på henvendelsen.

- Jeg tænker, at man på Christiansborg godt er klar over, hvad jeg mener om alle de her stramninger. Jeg har jo haft mine diskussioner med Inger Støjberg og prøvet at gøre opmærksom på, at vi også skal have den menneskelige side med, siger Thomas Andresen, der ikke mener, han kan gøre meget i den konkrete sag.

- Det ville være hjerteskærende for mig, hvis det var min datter, der pludselig skulle sendes af sted på denne måde. Det kunne jeg ikke håndtere, fortæller borgmesteren, der over for Jørgen Bonefeld har udtrykt sin sympati.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Vodkatyv måtte køres på skadestuen

Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce