HADERSLEV: For nogle kommer det nok som en bombe. For ham selv er det en tanke, der har spøgt i længere tid:
Tidligere medlem af entertainergruppen Willys Kaffeklub, foredragsholder og underviser på kursuscentret på Haderslev Handelsskole, Alex Bødiker, vil ind i kommunalpolitik. 67-årige Alex stiller op for Socialdemokratiet til efterårets valg.
- Jeg synes, at tiden og ressourcerne er til det nu, siger Alex Bødiker, der stoppede som underviser ved kursuscentret i 2018.
Alex BødikerAllerede da jeg kom på gymnasiet, blev jeg socialt bevidst. Mine klassekammerater kom fra andre miljøer end dem, jeg kendte fra folkeskolen.
Tanken om et liv i aktiv politik er ikke ny:
- Jeg har været i dialog om det her før, men da har jeg syntes, at tiden og ressourcerne ikke var til det. Nu er jeg i en fase i mit liv, hvor jeg kan gå ind og gøre noget for den by, jeg holder meget af.
Alex Bødiker vendte tilbage til Haderslev efter at have boet og arbejdet i Aarhus i 21 år.
Stop for optræden
Også efter at været stoppet som underviser har Alex Bødiker gennem sit lille firma haft gang i flere aktiviteter blandt andet foredrag om Beatles og popmusik, ligesom han har været konferencier. Alt det satte corona-lukningen en brat stopper for, og tanken om at gå ind i kommunalpolitik kom igen op til overfladen:
- Nu er jeg klar.
At det er Socialdemokratiet, der får hans kandidatur, hænger sammen med opvæksten. Alex er vokset op i et socialdemokratisk hjem, hvor faderen ofte sagde: - Fagbevægelsen skylder vi alt.
- Allerede da jeg kom på gymnasiet, blev jeg socialt bevidst. Mine klassekammerater kom fra andre miljøer end dem, jeg kendte fra folkeskolen.
Blå bog
Alex Bødiker, 67, født i Gråsten.
Bor i Haderslev.
Gift med Marianne, der er tidligere sygeplejerske.
To børn: Julie Ruby Bødiker, 39, og Katrine Ruby Bødiker, 36.
Student fra Haderslev Katedralskole, 1972.
Handelshøjskolen i Aarhus, pædagogikum, diverse efteruddannelseskurser herunder kurser i coaching.
Har haft sprogskole for erhvervslivet og være sælger og salgschef for Gasa i Aarhus, underviser på Haderslev Handelsskole, salgs- og marketingsmedarbejder ved SønderjydskE fra 2001-2006.
Med i komikergruppen Willys Kaffeklub fra 1990 til 2019.
Bestyrelsesmedlem i Haderslev Dambåd og Haderslev Kasernes venner, styregruppen bag lysfesten i Haderslev, og speaker til superligakampe i Haderslev.
Spiller i to bands og holder foredrag om pop og rock, ikke mindst den store passion, The Beatles.
Ellers bruges fritiden på familien, ikke mindst to børnebørn, samt sport, især fodbold.
Alex kalder det i dag ”en stor ting”, at han brød den sociale arv og ikke var tvunget i slagterlære, fordi faderen var slagter.
Også en underviser på gymnasiet, Henry Karlsson, var med til at præge den unge Alex – glødende socialdemokrat som lektoren var. Han brugte blandt meget andet tid på at fortælle om Louis Pio, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark.
Alex Bødiker har undervejs drøftet tingene med partiets spidskandidat Henrik Rønnow:
- Noget af det, jeg har spurgt meget til, er rummeligheden. For mig er lokalpolitik ikke ideologi men pragmatisme. Vi skal samarbejde hen over midten.
Musik i tre byer
Alex Bødiker har kultur, fritid, erhvervsudvikling og ældreomsorg som sine mærkesager. Han vil blandt andet gerne have flere udendørs koncerter i de tre centerbyer, Haderslev, Vojens og Gram. I Haderslev har han især øje for Gravene, Damparken og den amfiscene, der står ved det kommende rådhus som et levn fra det kuldsejlede VUC Syd.
Han vil også gerne have andre aktiviteter ned på havnefronten i form af butikker, cafeer og restauranter.
Medlemmerne af Socialdemokratiet vælger formelt kandidaterne på et opstillingsmøde, der formentlig finder sted i juni.
Hvor stor en fordel vil det være, at du er så kendt i forvejen?
- Det er da nok en fordel, men det er jo ikke til at vide. Det kan jo også være, at nogle tænker: Hvorfor skal han nu blande sig i det?