Kolding: Produktionen stod torsdag stille hos Alfa Laval, der er Koldings største virksomhed målt på arbejdspladser. Her nedlagde hele dagholdet arbejdet, hvilket ifølge 3F Kolding svarer til omkring 200 medarbejdere i produktionen.
Det skyldes angiveligt en sag, hvor en fællestillidsrepræsentant onsdag blev afskediget.
- Der har været sporadiske arbejdsnedlæggelser i sidste uge, efter afskedigelsen af en fællestillidsrepræsentant blev varslet. I går (onsdag, red.) var der mæglingsmøde, hvor vi forsøgte at løse sagen, men det lykkedes ikke, og det endte altså med en afskedigelse. I dag (torsdag, red.) har dagholdet så nedlagt arbejdet, siger Peter Andersen, der er formand for 3F Kolding, som både repræsenterer den pågældende fællestillidsrepræsentant og flere af de medarbejdere, der nedlagde arbejdet.
- Ikke sjovt
Ole Rudbeck Petersen, administrerende direktør hos Alfa Laval, vil ikke kommentere på den konkrete sag og altså årsagen til torsdagens arbejdsnedlæggelse.
Han oplyser dog, at det er en sag, som man fra ledelsens side er kede af.
- Det er sådan en slags sag, hvor der aldrig er nogen vindere. Der er ikke en lykkelig ende på det, og det er ikke særligt sjovt for nogen. Jeg kan selvfølgelig ikke rigtig sige noget, når det er en personalesag. Men det er en sag, vi er kede af, siger han.
Sagen fortsætter
3F Kolding opfordrede torsdag medarbejderne til at afslutte arbejdsnedlæggelsen. Sagen om afskedigelsen vil dog fortsætte, lyder det fra formand Peter Andersen:
- Vi kører en sag på, at vi mener, det er en uberettiget afskedigelse. Der vil efter planen være endnu et møde inden for de næste 14 dage, hvor vi og Dansk Industri også vil deltage.
Ifølge 3F Kolding er det planen, at dagholdet igen vil møde ind fredag morgen. Det er dog uvist, om medarbejderne her beslutter sig for at genoptage arbejdet eller ej.
Alfa Laval
Alfa Laval-koncernen er global leverandør af produkter inden for blandt andet varmeoverførsel, separation og væskehåndtering.
Alfa Laval beskæftiger omkring 17.500 ansatte på verdensplan med hovedvægt i Sverige, Danmark, Kina, Indien og Nordamerika. Alfa Laval Kolding, der beskæftiger omkring 650 ansatte, er Alfa Laval-koncernens globale videncenter for væskehåndteringsudstyr.
Alfa Laval Kolding omsatte i 2019 for 1,8 milliarder kroner og fik et overskud på 223 millioner kroner.