Annonce
Udland

Algeriet skal til valg efter måneders politisk tomrum

Ryad Kramdi/Ritzau Scanpix
Siden april har der ikke været en folkevalgt præsident i Algeriet. Det skal laves om ved et valg 12. december.

Siden Algeriets tidligere præsident Abdelaziz Bouteflika i april trak sig efter massive protester, har landet været uden en folkevalgt leder.

Det vil formentlig snart ændre sig, når borgerne skal til stemmeurnerne 12. december, oplyser den midlertidige præsident efter krav fra landets hærchef.

Abdelkader Bensallah annoncerede valgdatoen under en tv-transmitteret tale søndag aften, skriver flere nyhedsbureauer som Reuters og AP.

- Valg er den eneste demokratiske løsning på krisen, sagde Bensallah.

Tidligere søndag nedsatte regeringen en uafhængig valgmyndighed, der skal stå for at arrangere valg, som indenrigsministeriet stod for førhen.

- Denne myndighed er et konkret svar på kravene fra vores folk inklusive dem, der søger en radikal ændring af systemet, lød det fra den midlertidige præsident.

Landets magtfulde hærchef, Ahmed Gaid Salah, har gennem et stykke tid presset på for, at der bliver afholdt valg hurtigst muligt.

Siden 22. februar har Algeriet været præget af ugentlige protester, hvor demonstranterne kæmper for mere demokrati.

De vil have en ny ledelse uden bånd til den afgåede veteranleder, og de vil have tid til at organisere valget, så det gamle system forbedres.

Bouteflika gik af den 2. april efter næsten 20 år ved magten. Men efter hans afgang er demonstrationerne mod styret fortsat med krav om gennemgribende reformer, som skal gøre landet mere demokratisk.

Det var oprindeligt planlagt, at valget skulle afholdes 4. juli, men få dage inden blev det aflyst. Det skete efter, at landets forfatningsråd havde forkastet de to eneste kandidater.

Myndighederne har tidligere forsøgt at skabe ro blandt demonstranterne ved at begynde at retsforfølge Bouteflikas allierede for mulig indblanding i korruptionssager.

To tidligere premierministre, to tidligere ledere af efterretningstjenesten, otte ministre og adskillige forretningsmænd er blevet varetægtsfængslet, efter de er blevet afhørt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce