Annonce
Sønderborg

Alle husejere i Sønderborg har fået anden borgers ejendomsskattebillet

Sønderborg Kommune har undskyldt over for borgeren, hvis ejendomsskatteforhold ved en fejl er blevet sendt ud til samtlige husejere i kommunen. Arkivfoto: Claus Thorsted
Der er sket en menneskelig fejl, erkender Sønderborg Kommune, som nu gennemgår proceduren for at sikre, at en medarbejder ikke igen kommer til at vedhæfte personlige oplysninger til uvedkommende.

Sønderborg: Under udsendelse af ejendomsskattebilletter for 2020 i Sønderborg Kommune er der sket en menneskelig fejl, som betyder, at alle husejere i Sønderborg Kommune har fået tilsendt et forkert bilag til ejendomsskattebillet i deres e-boks.

Alle grundejere har fået deres korrekte ejendomsskattebillet, men det vedhæftede bilag med vejledning i blandt andet tilmelding til betalingsservice indeholder en anden borgers skattebillet og en ikke opdateret vejledning.

Af det udsendte bilag fremgår borgerens navn og adresse, værdien af hans ejendom samt enkelte oplysninger om et lån til betaling af grundskyld.

Økonomiafdelingen har været i kontakt med borgeren og givet ham en uforbeholden undskyldning, en forklaring på sagen samt en gavekurv.

- Vi er rigtigt kede og berørte af den fejl, der er opstået. Som kommune har vi et stort ansvar for at håndtere borgernes data korrekt og sikkert, men i dette tilfælde er der sket en menneskelig fejl, som vi nu undersøger nærmere, siger Brian Bennetsen, Budget- og regnskabschef, i en pressemeddelelse.

Annonce

Forkert bilag

Fejlen er opstået ved, at en medarbejder har vedhæftet et forkert bilag i stedet for den vejledning, der skulle have været med ud.

Sagen håndteres af Sønderborg Kommunes databeskyttelsesrådgiver, som sikrer dokumentation, anmeldelse til Datatilsynet, og at tilsynets rådgivning og anbefalinger følges. Samtidig vil regnskabsafdelingens procedurer blive gennemgået for at sikre, at fejlen ikke opstår igen.

- Sådan en sag betyder naturligvis, at vi gennemgår vores arbejdsgange grundigt for at forhindre en gentagelse. Derudover tager vi kontakt til Datatilsynet og anmelder hændelsen, fortæller Brian Bennetsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce