Annonce
Navne

Besked på vej: Alle konfirmander tilbydes at flytte den store dag til en anden dato

Igen i år kommer corona til at sætte sit præg på konfirmand-sæsonen. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Provst Grete Wigh-Poulsen slår fast, at samtlige konfirmander i Kolding Provsti får mulighed for at skubbe deres konfirmation til en senere dato, hvis de ønsker det.

Kolding: Uanset om du skal konfirmeres i det ene eller det andet sogn i Kolding Provsti, så får du nu mulighed for at vælge en senere dato end den, som oprindelig er fastlagt.

Den besked går i disse dage ud til samtlige konfirmander og deres familier i hele provstiet. Alle får også besked om, at de har mulighed for at fastholde den oprindelige dato for deres konfirmation.

- Der kommer en valgmulighed i alle sogne, så den enkelte familie kan tage en afgørelse for, hvad de synes er bedst, fastslår provst Grete Wigh-Poulsen, som i løbet af sidste uge har været i kontakt med præster over hele Kolding Provsti.

- Der vil være nuancer i forhold til, hvordan man gør de forskellige steder, men alle vil tilbyde et alternativ, samtidig med at konfirmanderne kan beholde den oprindelige dato, siger provsten.

Annonce

Nogle beholder datoen

Årsagen er naturligvis coronakrisen, som stadig begrænser muligheden for at forsamles, og der er ingen meldinger om, hvornår disse begrænsninger ophæves eller blødes op. Samtidig ved man, at vi skal hen i juni, før alle, som ønsker det, er blevet vaccineret, hvis vaccine-køreplanen ellers holder.

Sidste år blev alle de oprindelige konfirmationer flyttet af politikerne, men det er ikke tilfældet i år - endnu i hvert fald. Og provsten fortæller, at det giver rigtig god mening, at man både tilbyder et alternativ og fastholder de oprindelige datoer i april og maj.


Der kan være mange andre grunde til, at man ønsker at beholde den dato, som er meldt ud.

Grete Wigh-Poulsen, provst


- Der er eksempelvis unge, som skal på efterskole eller flytter skole efter sommerferien, så derfor er det vigtig at fastholde de oprindelige datoer. Og der kan være mange andre grunde til, at man ønsker at beholde den dato, som er meldt ud. Derfor er det også vores fornemmelse, at mange gerne vil beholde den oprindelige dato - det har jeg blandt hørt fra præsten i Ødis, der har været i kontakt med sine konfirmander, siger Grete Wigh-Poulsen og tilføjer:

- Nogle vælger måske den model, at de fastholder datoen i kirken og holder festen senere. Den mulighed er der også.

Annonce

Lokale forhold spiller ind

Allerede den 16. januar var man i Dalby Kirke parat med alternative datoer, som blev lagt ud på kirkens hjemmeside. Siden er andre kirker drypvis fulgt efter, og nu står det så fast, at der bliver alternative datoer i samtlige sogn.

- Alle steder kontakter man konfirmander og forældre først, så jeg ved ikke i hvilket tempo, kirkerne kan melde de nye datoer ud på nettet, siger provsten, som understreger, at det er menighedsråd, præster og andre ansatte, som i fællesskab sætter de ekstra datoer, så det passer med, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre i de enkelte kirker.

Grete Wigh-Poulsen fortæller, at der vil være forskel på, hvad alternativet vil lyde på rundt omkring:

- Nogle tilbyder måske en enkelt ekstra dato, som samler dem, der ikke vil fastholde den oprindelige dato. Andre kan tilbyde flere datoer. Det afhænger meget af, hvilke forhold der er i de enkelte kirker. Hovedsagen er, at vi prøver at gøre det så godt som muligt, så det bliver en god dag for alle, siger provsten.

Annonce

Vi gennemfører

Hun tilføjer, at det er det generelle billede, at når man tilbyder en eller flere ekstra datoer, så bliver der også konfirmation, uanset hvor mange eller få, der vælger den enkelte dato.

- Når vi åbner den mulighed, så gennemfører vi også. Det gælder både de oprindelige datoer og de nye datoer. For den enkelte konfirmand kan det betyde, at man ikke nødvendigvis konfirmeres med alle på det hold, man går på. Men en festdag i kirken skal det helt sikkert nok blive, uanset om vi må være mange på én gang eller få.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

Annonce