Annonce
Kolding

Alle lodsejere spørges om fredning af Marielundskoven

Koldings politikere vil beskytte og fremtidssikre et af Kolding mest populære og unikke naturområder nemlig Marielundskoven. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Først i 2026 kan en fredning af Koldings bynære skovområder ventes at være på plads. Fredning skal hvile på frivillighed, fastslår udvalgsformand.

Kolding. Nu går Kolding Kommune i gang med et kæmpestort arbejde, der skal føre til fredning af blandt andet Marielundskoven, Kolding Skov og Bramdrupdam Skov.

I første omgang tager by- og udviklingsforvaltningen fat i lodsejere, brugere og andre involverede for at undersøge opbakningen til en fredning, som vil beskytte og fremtidssikre et af Kolding mest populære og unikke naturområder. På sit møde onsdag besluttede politikerne i plan-, bolig- og miljøudvalget, at by- og udviklingsforvaltningen nu skal lave en forundersøgelse af interessen. Når den er færdig, vil politikerne tage endeligt stilling til, om Kolding Kommune sammen med Danmarks Naturfredningsforening skal søge Fredningsnævnet om at få det bynære naturområde fredet.

Annonce

Lang proces

- Det er en længere proces at få gennemført en fredning. Men nu går vi i gang. Fredning er den stærkeste beskyttelse, vi kan give et område, og vi ønsker at være meget ambitiøse, når det gælder om at sikre Marielund-områdets enestående rigdom af dyr, planter og svampe til fremtidige generationer. Men det er vigtigt for os at fredningen sker i tæt dialog med lodsejere og brugere, siger udvalgsformand Birgitte Kragh (V). Det område, som overvejes fredet, består af Marielundskoven, Kolding Skov, Bramdrupdam Skov og arealer op mod Lilballe Skov - i alt 280 hektar. 70 procent af arealet er ejet af kommunen, regionen og staten, mens de resterende områder er på private hænder hos knap 30 private lodsejere. Det bliver op til den enkelte private lodsejer, om hans eller hendes jord helt eller delvist skal være omfattet af fredningen, fastslår Birgitte Kragh. - For det er vigtigt for os, at arbejdet med en kommende fredning sker i dialog og gennem frivillighed, siger hun.

De private lodsejere, som ønsker at være med i fredningen, vil få en erstatning som kompensation for de indskrænkninger, som fredningen medfører for den enkelte lodsejer.

Om et par år

Ud over dialogen med lodsejerne kommer det videre forløb til at indeholde møder og workshops med de mange forskellige brugere af området. Alt det kommer tidligst i gang efter sommerferien.

- Men vi er helt med på, at en vellykket fredning kræver, at alle relevante parter bliver involveret og får mulighed for at sætte deres præg på fredningen. Og det er jo ikke sådan, at vi lægger op til at lukke ned for nogle af de aktiviteter, som foregår i området i dag. Fredningen handler snarere om at finde nogle løsninger sammen, så der kommer lidt tydeligere rammer for, hvad vi bruger de forskellige dele af Marielundområdet til, siger Birgitte Kragh. Forundersøgelsen ventes først afsluttet om et par år. På det grundlag skal byrådet så stilling til, om man skal gå videre og udarbejde et konkret forslag til fredning, og en fredning kan ikke ventes gennemført før i 2026. Udspillet om fredning af Marielundskoven og områderne omkring kom fra Venstre i november sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce