I januar og februar bliver alle partier i det nye byråd inviteret til drøftelser om justeringer af den nye børnehave- og skolestruktur, fortæller borgmester Erik Buhl (V).
Varde Kommune: 2017 blev året, hvor Varde Kommune igen fik en ny børnehave- og skolestruktur. Det blev en struktur, som en række partier - især Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Lokallisten - kørte valgkamp på at trække tilbage, og også eksempelvis Konservative foreslog ændringer op til valget i november.
Venstre har siden slået fast, at der ikke bliver ændret på alle overordnede principper. Det gælder for eksempel, at der skal bygges en ny skole, Frelloskolen, i Varde ved Fritidscentret.
Til gengæld er borgmester Erik Buhl (V) åben over for justeringer, og derfor vil han i januar og februar invitere alle partier i det nye byråd til drøftelser. Han er for eksempel åben over for at lave nogle ændringer, der kan betyde, at det er mere sikkert, at Ansager kan beholde sin overbygning.
Tildelingsmodel skal på plads
Der er også elementer af den nye struktur, der ikke er på plads. Det gælder særligt en ny tildelingsmodel, der vil betyde, at pengene til skoler og børnehaver bliver fordelt anderledes. Her fortæller Erik Buhl, at forligspartierne - Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale - vil fremlægge et udspil, men at det vil være et udspil, der er til forhandling.
- Jo flere vi kan få med, jo bedre, siger han.
Borgmesteren forlanger dog en pris for både justeringer i selve forliget og ændringer af den tildelingsmodel, som forligspartierne fremlægger.
- Hvis vi skal lave ændringer, så vil vi også have noget opbakning til andre elementer, siger han.