Her er han. Kunstneren, der var det store samtaleemne i vinter.
Med sin vinkelsliber skabte skulptøren i januar fem små kunstværker i bølgebrydernes sten syd for Aarhus på Varna Strand.
Han har indtil nu været anonym. Mange århusianere kender hans små skulpturer, hvoraf enkelte bærer initialerne "JH". Kun ganske få kender hans egentlige identitet.
- Jeg fandt verdens sødeste pige i Aarhus. Vi har løbet meget oppe i skoven ovenfor stranden ved Varna og Ballehage. Jeg ser altid masser af fabeldyr og hoveder for mig, og min fantasi kunne simpelthen ikke dy sig for at forme dem i stenene, siger Jan Houborg - som skulptøren hedder.
Jan Houborg, skulptør, TjæreborgEn enkelt mente dog, at jeg skulle 10 år i fængsel. Heldigvis bakkede min bror mig op. Han ville bage en fil ind i et franskbrød, hvis jeg kom bag tremmer. Men jeg ville gerne lave noget smukt - og få hovederne ud af mit hoved. Nu har jeg da også fået sat mit fingeraftryk på Danmark med skulpturerne.
Han er 53 år og fra den lille by Tjæreborg i Sydvestjylland mellem Bramming og Esbjerg.
- Jeg har en japansk have i Tjæreborg, og jeg blev for 15 år siden spurgt, om jeg ikke ville med på et kursus i at skære i sten. Det ville jeg, bare jeg slap for at lave vandbade. Nu er jeg billedhugger og skulptør som hobby. Jeg har tidligere været købmand og sliber nu gulve, siger Jan Houborg.
Vandal eller kunstner?
Det skabte stor debat på de sociale medier, da skulpturerne nærmest ud af ingenting dukkede op på stranden. Var strandkunsten lovlig - eller vandalisme? Er det skvulpturer eller ægte kunst?
Stiften talte med en jurist fra kystzoneforvaltningen, der står for lovgivningen omkring de 7300 kvadratkilometer kystlinje i Danmark. Han slog fast, at Jan Houborg ikke havde brugt sin vinkelsliber i strid med loven.
- Jeg har intet hørt fra nogen myndigheder. Jeg tænkte faktisk også, at jeg hellere måtte i sving end at få et nej. Det var lidt af et sats, siger Jan Houborg.
- Jeg så flere muligheder for mig. Jeg kunne få en bøde og skulpturerne ville blive fjernet. De kunne også få lov at blive på stranden, som det har været tilfældet. Eller måske skulle de fjernes i mindelighed, og så kunne jeg sælge dem og lade pengene gå til et godt formål som hjemløse, hvilket jeg tidligere har gjort.
- Ret beset har jeg heller ikke stillet noget op eller tilføjet stranden noget. Jeg har måske fjernet lidt ved at skære i stenene, siger skulptøren.
Danmark har fået mit fingeraftryk
Jan Houborg synes selv, at århusianerne har taget godt imod strandkunsten. Da han over tre dage med sin vinkelsliber og syv fyldte batterier arbejdede i Aarhus Bugtens strandkant kommenterede flere skulpturerne positivt.
Langt de fleste af dem, som har deltaget i mysteriet om, hvem der egentlig stod bag, har også været positive.
- En enkelt mente dog, at jeg skulle 10 år i fængsel. Heldigvis bakkede min bror mig op. Han ville bage en fil ind i et franskbrød, hvis jeg kom bag tremmer. Men jeg ville gerne lave noget smukt - og få hovederne ud af mit hoved. Nu har jeg da også fået sat mit fingeraftryk på Danmark med skulpturerne, siger Jan Houborg.
- Jeg er esbjergenser, og jeg troede aldrig, jeg skulle forlade krydse bygrænsen, men nu bor jeg altså i Tjæreborg og kommer meget i Aarhus. Jeg synes, det er en fantastisk dejlig by, og jeg er glad for at jeg også har bidraget til byen - og ikke mindst stranden med mine skulpturer, siger han.
Stenene tuder og savler
Der er helt præcist fem skulpturer på strækket fra Varna og syd på ned til den sidste bølgebryder ved Ballehage og broen samme sted.
Jan Houborg
Jan Houborg er 53 år.
Han bor i Tjæreborg i Sydvestjylland og betegner sig selv som hobbykunstner.
Han i kunstnergruppen Blå Døre og åbnede også dørene til sit arbejdsrum derhjemme i forbindelse med Kunstrunden i Sydvestjylland.
Han er autodidakt billedhugger og skulptør. Han har en forkærlighed til abstrakte menneskekroppe.
Han har i en årrække lavet fabeldyr, og han er tiltrukket af det mystiske og uforudsigelige i stenens muligheder.
- Fire af skulpturerne er hoveder, mens den sidste ved Ballehage er et fabeldyr, vel sagtens en løve. Men den er lavet næsten nede i sandet og er til tider skjult alt efter vind og vejr. Det gode ved at arbejde ved stranden er, at skulpturerne har 1000 udtryk alt efter, om det regner, er gråvejr eller solen skinner, siger Jan Houborg.
- Det betyder, at de den ene dag kan tude eller for den sags skyld savle. På den måde synes jeg, at de kommer til deres ret i strandmiljøet. Det er så op til folk selv, hvad de ser - eller vil se.