x
Annonce
Haderslev

Alt er i spil: Presset kommune skal spare 60 millioner

Borgmester H. P. Geil (V) og resten af økonomiudvalget griber ind og har sat direktionen til at finde besparelser for 60 millioner kroner Kassebeholdningen truer med at gå i røde tal ved udgangen af 2020. Arkivfoto: Jacob Schultz
Direktionen i Haderslev Kommune skal udarbejde et sparekatalog, som bliver præsenteret for økonomiudvalget i maj. Samtlige medlemmer af økonomiudvalget står bag beslutningen.

Haderslev Kommune skal finde besparelser og effektiviseringer for 60 millioner kroner. Et fuldstændig enigt økonomiudvalg har på sit seneste møde besluttet at stramme tøjlerne og tage hånd om det løbske underskud på driften, som kun knap fire måneder inde i 2019 truer med at give blodrøde tal på bundlinjen.

Udvalget har sat direktionen i gang med at udarbejde et katalog med forslag til besparelser og effektiviseringer for 60 millioner kroner svarende til 2,5 procent af det samlede kommunale budget. Politikerne skal på deres møde i maj drøfte forslagene.

- Det er ikke noget, vi gør for at forskrække medarbejdere og borgere, men det er en realitet, at vi er økonomisk udfordrede, siger formanden for økonomiudvalget, borgmester H. P. Geil (V), der fortæller, at alle berørte parter dermed får mulighed for at blive hørt i god tid.

Annonce

Kassebeholdningen

Ifølge Haderslev Kommunes vedtagne økonomiske politik skal kassebeholdningen være på cirka 100 millioner kroner.

Ifølge det vedtagne budget skulle kassebeholdningen i 2019 og 2020 være på henholdsvis 135 og 72 millioner kroner.

Som det ser ud lige nu - inden stramningerne - vil der være en kassebeholdning på 85,2 millioner kroner i 2019 og en beholdning på minus 8,5 millioner kroner i 2020.

Kassen er tom

Alt er ifølge borgmesteren i spil:

- Der kan være tale om udgifter til anlæg, drift og finansiering, som vi skal ind og kigge på i maj. Vi skal også have undersøgt, om vi kan udskyde initiativer midlertidigt for at mindske presset på kassebeholdningen, siger H.P. Geil.

Årsagen til opstramningen er, at kommunens disponible kassebeholdning forventes at få røde tal ved udgangen af 2020. Ifølge den gældende aftale skal der være mindst 100 millioner kroner i kassen.

Det er en række forskellige forhold, som har ført til beslutningen om at bremse op og spare,

Et stort flertal i byrådet - med undtagelse af Enhedslisten, SF og Malene Ravn Neumann (LA), besluttede i forbindelse med budgetlægningen for 2019 at foretage en række fremadrettede investeringer og udviklingstiltag, som på længere sigt skal forbedre kommunens økonomi. Alene disse investeringer medfører et samlet kassetræk på 118 millioner kroner i 2019 og 2020 og forudsætter en stram økonomistyring.

Regnskab 2018 har imidlertid vist et merforbrug på voksen- og socialudvalget. Dertil kommer ekstra udgifter til klippekort på ældreområdet samt, at finansloven ikke tildelte kommunen midler i det forventede omfang. Endelig er der er også kommet flere børn i kommunens daginstitutioner end forventet. Yderligere investerer kommunen i en ny folkeskole i sydbyen, en rundkørsel ved Chr. X Vej i Haderslev samt en cykelsti mellem Over Jerstal og Vojens.

Mere end forventet

- Samlet set er alt dette med til at belaste kommunens kassebeholdning mere end forventet, og derfor er det nu nødvendigt at kigge på kommunens økonomi, lyder det fra H. P. Geil, som trods alt glæder sig over, at det er et samlet økonomiudvalg, som står bag beslutningen om spareøvelsen.

- Med beslutningen har vi tiden, så vi ikke i oktober står med forslag, der er forkert beregnede, siger han.

De 2,5 procent er ifølge administrationen opgjort forud for økonomiforhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforhandling. Beløbet, som skal findes, kan derfor vokse sig potentielt større efter sommerferien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Kolding

Se byrådets møde live på Facebook

Annonce