Annonce
Regionalt

Alt er uvist i Tysklands supervalgår i 2021

Winfried Kretschmann har siden 2011 været ministerpræsident i Baden-Württemberg. Han er den første ministerpræsident i en tysk delstat for partiet De Grønne.
Annonce

2020 blev også syd for grænsen et underligt år. 2021 bliver ligeledes anderledes end normalt – forhåbentlig ikke kun på grund af den forbandede epidemi, men fordi tyskerne går ind i et supervalgår.

Syv gange skal stemmeberettigede til valgurnerne. 26. september skal tyskerne udpege den nye forbundsdag. Men i årets løb skal der desuden vælges nye delstatsparlamenter i Baden-Württemberg, Berlin, Mecklenburg-Vorpommern, Rheinland-Pfalz, Sachsen-Anhalt og Thüringen.

I denne omgang er der ekstra fokus på det nationale valg. En æra slutter nemlig, når kansler Angela Merkel efter eget, men næppe det store flertal af tyskernes ønske forlader sin post efter 16 år som tysk regeringschef.

En hel generation har kun bevidst oplevet en og samme kansler. Og ligesom Merkel bliver kaldt Bundes-Mutti, taler man om Merkel-børnene, hvilket er de yngre og unge tyskere.

Nu er det ikke første gang, en æra går til ende i tysk politik. Helmut Kohl havde ligeledes været kansler i 16 år, da han måtte trække sig i 1998. Men der er afgørende forskelle mellem Kohl og Merkel. Førstnævnte gik ikke frivilligt. Han var desuden langtfra så populær og respekteret som den nuværende kansler, som reelt kun det højrenationale Alternative für Deutschland for alvor afskyr, hvilket i øvrigt er gensidigt.

Mest afgørende er dog den forskel, at der ikke er nogen indlysende afløser. I 1998 var socialdemokraten Gerhard Schröder det oplagte bud på en kommende regeringschef og blev da også valgt. I 2021 er der kun et gigantisk spørgsmålstegn at ane.

Mange føler sig kaldet. Tysklands socialdemokratiske finansminister, Olaf Scholz, er for længst kåret som sit partis bud på en kommende, tysk regeringsleder. At han skulle blive valgt er imidlertid nogenlunde lige så sandsynligt som snestorm i juli. SPD står i meningsmålingerne konstant til mellem 14 og 16 procent af stemmerne, og partiet virker udslidt, visionsløst, forvirret samt i splid med sig selv.

Langt bedre er udsigterne for de konservative i CDU og CSU, som omkring 38 procent bakker op om i meningsmålingerne. Her er der blot endnu ingen kanslerkandidat. Først den 15. januar starter den to dage lange, digitale partikongres, hvor CDU skal udpege en ny formand som afløser for forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer.

Valget står mellem den tidligere gruppeformand for den konservative fraktion i forbundsdagen, Friedrich Merz, Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet og formanden for udenrigspolitisk nævn, Norbert Röttgen.

I meningsmålinger blandt CDU’s støtter har Friedrich Merz en svag føring, mens Armin Laschet og Norbert Röttgen står nogenlunde lige. Imidlertid er det langt fra sikkert, at Merz så faktisk bliver formand på kongressen i næste uge. Partilederen bliver nemlig ikke valgt af CDU’s medlemmer, men af de 1001 delegerede. De kan meget vel træffe en taktisk beslutning. I modsætning til den midtersøgende Merkel er Merz snarere en traditionel konservativ, hvilket næppe har helt samme appel til den samlede vælgerskare, som de politiske standpunkter hos Laschet og Röttgen, der går fuldt ud ind for den politik, som Merkel repræsenterer


Mange vurderer dog dette som et vist mål af koketteri og formoder, at Söder nok kan lade sig overtale.


Tilmed er ikke afgjort, at CDU’s formand desuden bliver det konservative bud på en kommende kansler. I stedet kan det meget vel ende med at være Bayerns ministerpræsident Markus Söder fra søsterpartiet CSU.

Deres øvrige kvaliteter ufortalt har ingen af de tre bejlere til CDU-formandsposten nær samme karisma som den farverige, men også handlekraftige Söder. Denne afviser ganske vist ambitioner i Berlin.

- Min plads er i Bayern, har Markus Söder således sagt ved utallige lejligheder.

Mange vurderer dog dette som et vist mål af koketteri og formoder, at Söder nok kan lade sig overtale.

Efter valget den 26. september er det overvejende sandsynligt, at de konservative kommer til at stille den kommende kansler. Men ligeså ukendt spidskandidaten er, ligeså uvist er det, hvem CDU og CSU skal gå i regering med.

Socialdemokratiet bliver det næppe. Partiet er slidt op og sønderrevet efter de mange år i regering med de konservative. Her har SPD fået skylden for alle ulykker og problemer, mens samtlige succeser er blevet tilskrevet koalitionspartneren. Partiet har derfor behov for at komme i ly for kritikken og står næppe til rådighed for en ny koalition med CDU/CSU.

Tyskland har ingen tradition for mindretalsregeringer. I forbundsrepublikken satser man hellere på absolutte flertal. Uden SPD kan CDU/CSU formentlig kun finde det flertal med De Grønne, der synes på vej til et kanonvalg som næststørste parti med over 18 procent af stemmerne.

Foreløbig fedtspiller De Grønne.

- Tiden med løfter om regeringssamarbejde før valgene er endegyldigt forbi, lyder det således fra den ene af De Grønnes to formænd, Robert Habeck, der også selv kunne have kanslerambitioner, der dog næppe bliver indfriet.

Habeck har samtidig travlt med at betone, hvor forskellige De Grønne er fra CDU og CSU. For eksempel gælder det med hensyn til sociale spørgsmål og miljø, mener han. Ret beset er det i vidt omfang noget vrøvl. Markus Söder fra Bayern er bekendende tilhænger af en langt mere grøn landbrugspolitik, mens ministerpræsidenten i Baden-Württemberg, Winfried Kretschmann, nok er den første regeringschef valgt for De Grønne, men i mange af livets store spørgsmål er stokkonservativ – og står ved det.

I Baden-Württemberg regerer De Grønne i øvrigt allerede sammen med CDU i et partnerskab, der nok rummer udfordringer, men fungerer. Mere harmonisk foregår tingene i Habecks eget hjemland, Slesvig-Holsten, hvor der i vidt omfang er dømt ren hygge i en regering bestående af CDU, De Grønne og det liberale FDP.

I den efterhånden heftigt skandinavisk prægede delstat er regeringsmedlemmerne ikke blot dus og på fornavn med hinanden. En nylig svipser med en glemt, tændt mikrofon under en tv-udsendelse afslørede også, at de kalder hinanden ved kælenavne. Den grønne finansminister, Monika Heinold, bliver således blandt politiske venner kaldt ”Moni”.

Når den slags kan ske i Tyskland, så er alt muligt – selv i Berlin.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Problemer med Venstres online-afstemning: Jørgen fik ikke chancen for at stemme på Line

Erhverv For abonnenter

Familievirksomhed lever af at lave lyd og lys til store arrangementer: Sådan lykkedes det at lave overskud trods corona-nedlukning

Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Erhverv

Flertal bakker op om isolationskrav ved indrejse: Organisation spår konsekvenser for virksomheder

Annonce