Annonce
Danmark

Alternativet om overvågning: Danmark skal ikke være som Kina

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Folketinget skal tirsdag drøfte Alternativets forslag om forbud mod ansigtsgenkendelse i det offentlige rum.

De er klar over, at beslutningsforslaget næppe vil kunne skaffe flertal i Folketinget. Men de fremsætter det alligevel, fordi de mener, at retssamfundet er under stort pres, blandt andet som følge af meget overvågning.

Det siger Alternativets retsordfører, Sikandar Siddique, inden Folketinget tirsdag skal førstebehandle partiets beslutningsforslag, der har til formål at forbyde offentlige myndigheders brug af teknologi til ansigtsgenkendelse i det offentlige rum.

- Danmark skal ikke være noget skandinavisk Kina.

- Det er afgørende, at vi i denne tid med digitalisering og overvågning sørger for, at vi sikrer vores borgerrettigheder, det vil sige, at retten til privatliv fortsat er ukrænkelig, siger han.

Blandt andet Dansk Folkeparti, Venstres retsordfører, Inger Støjberg, og Københavns Politi har udtrykt sig i positive vendinger om brugen af teknologi til ansigtsgenkendelse. For eksempel til at identificere personer i bandekonflikter.

Beslutningsforslaget fra Alternativet kommer i kølvandet på S-regeringens trygheds- og sikkerhedspakke, der blev fremlagt i efteråret.

Den indeholdt mange elementer med øget brug af overvågning i det offentlige rum, men intet om brug af ansigtsgenkendelse.

Sikandar Siddique frygter imidlertid, at det er et spørgsmål om tid, inden det også kommer på dagsordenen.

- Vi mener, at vi som samfund er blevet langt mere overvågede, end retsstaten i virkeligheden tillader.

- Vores retsprincipper og borgerrettigheder er sat fuldstændig ud af spil, siger han.

Alternativets retsordfører påpeger, at man andre steder i verden går den modsatte vej i forhold til at anvende teknologi til brug af ansigtsgenkendelse.

Sidste år vedtog byrådet i den amerikanske by San Francisco at indføre et forbud, der blandt andet gjorde det ulovligt for byens politi at benytte sig af ansigtsgenkendelse.

I sidste uge kunne det britiske medie The Guardian via et lækket dokument fortælle, at EU-Kommissionen overvejer at indføre et midlertidigt forbud i tre til fem år mod brug af teknologi, der kan bruges til ansigtsgenkendelse.

Blandt andet på steder som fodboldstadioner, togstationer og indkøbscentre.

- Vi kan ikke, fordi vi er bange for kriminalitet eller frygter terror, handle med vores frihed.

- I en retsstat vil det altid være et spørgsmål om overvågning i forhold til sikkerhed og frihed. Og for Alternativet er friheden altid det, vi skal prioritere, siger Sikandar Siddique.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Indland

Endnu en heftig vejr-weekend: Kraftig blæst og høj vandstand i vente

Annonce