Annonce
Sport

Amerikansk Tour-profil trækker sig med brækket hånd

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Tejay van Garderen brækkede hånden efter et styrt på 7. etape af Tour de France og må trække sig fra løbet.

Tejay van Garderen kommer ikke på cyklen mere under dette års Tour de France.

Den amerikanske cykelrytter har brækket hånden efter et møde med asfalten på 7. etape og er derfor tvunget til at trække sig.

Det skriver hans hold, Education First, på sin hjemmeside.

Styrtet skete lige uden for fredagens startby, Beifort, hvor van Garderen syv kilometer inde på etape ramte noget på vejen og faldt ud over styret og ramte asfalten med hånden og ansigtet først.

- Styrtet var et resultat af en personlig fejl, siger amerikaneren til hjemmesiden.

- Jeg kiggede ned på min cykel, fordi jeg så noget, der sad fast på den, som et stykke papir, så jeg kiggede ned og ramte så midterrabatten.

- Jeg har ingen andre at kaste skylden på end mig selv, og jeg håber virkelig ikke, at andre kom til skade på grund af mig, siger han.

Van Garderen gennemførte efter styrtet resten af den 230 kilometer lange etape, som er den længste i dette års Tour, og kom i mål 3 minutter og 13 sekunder efter etapevinderen Dylan Groenewegen.

Han er den tredje rytter, der udgår af årets Tour. De andre er Patrick Bevin og Nicolas Edet.

Van Garderen blev nummer to i dette års Criterium du Dauphiné, der blev vundet af Jakob Fuglsang (Astana).

/ritzau/

Annonce
Læs nyheden på Education Firsts hjemmeside
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce