Annonce
Erhverv

Corona-ramt bilkørsel i USA rammer Novozymes' salg

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der køres mindre i bil i USA under coronakrisen, og det er med til at sende salget ned hos danske Novozymes.

Annonce

Det har kunnet mærkes hos den danske enzymproducent Novozmyes, at amerikanerne i april, maj og juni har kørt mindre i bil.

Forbruget af benzin er faldet massivt, og det har ramt Novozymes, der leverer enzymer til brug i bioethanol, som bruges i benzin.

Faldet hænger ifølge selskabet sammen med de restriktioner, der i USA har været indført for at bremse spredningen af coronavirus.

Novozymes' salg faldt i andet kvartal tre procent fra de samme tre måneder af 2019 til omtrent 3,4 milliarder kroner.

Topchef Ester Baiget erklærer sig dog tilfreds med årets første seks måneder, der har budt på en stigning i salget på knap tre procent.

- Vi havde vækst i vores to største forretningsområder og leverede et solidt halvårsresultat, siger hun i en kommentar.

Også salget af enzymer til brug i tekstilindustrien er faldet. Her har fabrikker rundt omkring i verden måtte holde lukket på grund af virusudbruddet.

Til gengæld er salget af enzymer, der bruges i vaskemidler, i landbruget og fødevarer, steget, hvilket til dels modvirkede tilbagegangen.

I starten af epidemien var der eksempler på lange køer i supermarkederne med forbrugere, der hamstrede mad og andre fornødenheder.

Novozymes har som flere andre suspenderet de forventninger, der var til væksten i 2020, på grund af den usikkerhed pandemien har skabt om forbruget.

Selskabet tør da heller ikke i onsdagens opdatering at spå om, hvordan det samlede billede for 2020 bliver.

- Vi fortsætter med at arbejde under svære betingelser og med en lav sigtbarhed på grund af Covid-19, forklarer topchef Ester Baiget.

Novozymes er målt på ansatte blandt de 30-40 største selskaber i Danmark. På verdensplan har selskabet omkring 6000 ansatte.

Enzymselskabet er børsnoteret og med i det ledende danske aktieindeks, C25.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce