Annonce
Indland

Analyse: Det stille oprør i Dansk Folkeparti har fået en stemme

Sidste gang Anders Vistisen for alvor skabte ballade i Dansk Folkeparti, var lige op til partiets sommergruppemøde i 2018, hvor Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup måtte forholde sig til et interview i avisen Danmark, hvor Vistisen lagde pres på partiet for at vælge ham som spidskandiat til EU-Parlantsvalget. Det blev han ikke. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
DF-toppen slog hårdt ned på Anders Vistisen, da han søndag i avisen Danmark kritiserede partiets ledelse for en ”flakkende” kurs. Med slet skjulte trusler om eksklusion blev munden lukket på den tidligere EU-politiker, men det betyder ikke, at han står alene med sine holdninger. Kritikken af de øverste lag i Dansk Folkeparti spreder sig i partiet som en stille hvisken.
Annonce

Et oprør skal kvæles i dets begyndelse, og det var tydeligt, at det var det, toppen i Dansk Folkeparti forsøgte søndag.

Ledelsen sendte fra start de helt tunge profiler ud for at pande Anders Vistisen godt og grundigt i jorden. Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Søren Espersen tog den skuffede mine på og gav den tidligere gruppeformand i Europa-Parlamentet så mange skæld ud, at han må have følt sig hensat til sin barndom.

Signalet var klart. Dette er første og sidste advarsel. Klapper du ikke kaje nu, ryger du ud. Og det gør alle andre, der måtte prøve det samme, desuden også. Og det var måske i virkeligheden det vigtigste budskab. Oprørstilstande vil ikke blive tolereret.

Men dermed også sagt, at potentialet er der. Selvom Anders Vistisen søndag stod alene, da han tog imod tævene fra sine partikollegaer, er han ikke ene om sin kritik.

Den trives i visse dele af Dansk Folkeparti, og det er som om, at den har fået mere kraft de seneste måneder. Årsagen skal ikke så overraskende findes i meningsmålingerne.

Det er så småt ved at gå op for medlemmerne i Dansk Folkeparti, at det seneste folketingsvalg ikke var udtryk for et øjebliksbillede, hvor alt gik galt.

Mange havde således regnet med, at partiet relativt hurtigt ville komme tilbage på et historisk niveau på omkring de 12 procent. Men sådan er det ikke gået. Snarere tværtimod.

Partiet er i de fleste meningsmålinger faldet yderligere siden valget, og det står nu mere og mere klart, at Dansk Folkepartis nye normalniveau er et sted omkring de syv til otte procent.

Den erkendelse slår hårdt, og det er først nu, at det for alvor er ved at synke ind. De interne frustrationer er derfor også en slags forsinket reaktion på valgresultatet.

Når krybben er tom, bides hestene. Den tiltagende frygt for en lang ørkenvandring får tvivlen til at nage. Er strategien den rigtige? Er politikken? Er ledelsen?

Men ingen – ud over Anders Vistisen – tør endnu stille spørgsmålene offentligt. Det gør man bare ikke i Dansk Folkeparti. Og det er en vigtig forudsætning at have med i forståelsen af, hvad der foregår i DF lige nu.

Kulturen er væsentlig anderledes end i Folketingets andre partier. Pia Kjærsgaard stiftede partiet på ruinerne af Fremskridtspartiet, og det er som om, at traumerne fra dengang stadig sidder i kroppen på nogle af de gamle medlemmer. De har oplevet, hvad intern nid og nag kan gøre ved et parti, og de ser den stramme topstyring som bolværket mod det evigt lurende kaos i politik.

Partikulturen i Dansk Folkeparti er derfor heller ikke til et åbent oprør som det, vi så i Venstre sidste år. Utilfredsheden lever i stedet som en stille hvisken, der sjældent når partitoppen og stort set aldrig medierne. Med undtagelse af søndagens interview med Anders Vistisen altså.

Det store spørgsmål er nu, om det så var det? Eller om hviskeriet kan udvikle sig til et egentlig oprør?

Under normale omstændigheder ville svaret have været nej, men situationen er bare ikke helt normal i DF, hvilket man også kan se på, at flere lokale DF'ere offentligt har været ude og tage Anders Vistisen i forsvar - blandt andet i avisen her. Men alligevel ikke i en målestok, hvor det er rigtig farligt for Kristian Thulesen Dahl. Men det kan kommunalvalget om godt et år ændre på. Det kan potentielt komme til at virke som en katalysator på den interne uro.

Leverer Kristian Thulesen Dahl således endnu et dårligt valgresultat – i så fald det fjerde i streg – kan det ikke afvises, at det fører til en debat om hans lederskab. Selv i et topstyret parti som DF er der en grænse for, hvad der kan lægges låg på.

Men før en begivenhed af den størrelse indtræffer, virker det til, at Anders Vistisen er undtagelsen, der bekræfter den overordnede regel i Dansk Folkeparti. Kritik holder man internt, og det kun i det stille.

Målingerne er elendige og om godt et år er der kommunalvalg, der potentielt kan komme til at virke som en katalysator på den interne uro.

Thomas Funding, politisk redaktør

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Esbjerg

Coronaen lagde dæmper på Knæk Cancer i Esbjerg:: Færre mødte op på Tobakken til Tænd Et Lys-ceremonien

Annonce