Annonce
Indland

Analyse: Familier med alvorligt syge børn mærket for livet

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Det har store konsekvenser for både børn og forældre, når et barn bliver ramt af en alvorlig sygdom.

Det er ikke kun frygt, sorg og bekymring, der præger familier med alvorligt syge børn.

Det har også store og livslange konsekvenser for økonomi, uddannelse og karriere i de familier, hvor et barn bliver ramt af kræft, epilepsi, hjerneskader eller andre alvorlige sygdomme og ulykker.

Det skriver Politiken på baggrund af en ny analyse.

Mens børnene klarer sig dårligere i skolen, får forældrene ofte en lavere indkomst og en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet sammenlignet med raske børns forældre.

I perioden fra 1994 til 2018 faldt lønindkomsten for de syge børns forældre gradvist med op til fem procent sammenlignet med andre forældregrupper.

Det svarer til en årlig indkomst, der i snit er knap 10.000 kroner lavere for mødre og knap 15.000 kroner lavere for de fædre, der har alvorligt syge børn.

Det viser de hidtil mest omfattende analyser af familier med alvorligt syge børn.

Analyserne er udarbejdet af brancheorganisationen Forsikring & Pension og er baseret på data om 1,1 million børn, 570.000 mødre og 560.000 fædre.

- Det er overraskende, at konsekvenserne er så store så længe. Men det stemmer ret godt overens med det, vi ved i forvejen, nemlig at børn er utrolig vigtige for vores indkomster, siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen til Politiken

Han betegner undersøgelsen som en øjenåbner.

- Syge børn har meget stor betydning for familiernes økonomi, og her ser det faktisk ud, som om det både er mor og far, der bliver ramt på indkomsten, siger han.

Også for de syge børn er de langsigtede konsekvenser af alvorlig sygdom tydelige, viser den nye analyse.

Eksempelvis er karaktergennemsnittet i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøver i gennemsnit 0,3 karakterpoint lavere hos de børn, der har været alvorligt syge i løbet af barndommen.

Godt 12 procent af de børn, der rammes af sygdom eller ulykke, deltager slet ikke i 9.-klasses-eksamener i dansk og matematik.

Dermed er der mere end dobbelt så mange, der dropper afgangseksamen blandt syge børn end blandt raske.

/ritzau/

Annonce
Link til den citerede artikel på Politikens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce