Annonce
Danmark

Erhvervsredaktørens analyse af SAS-regnskab: Tvivlen hersker i luftrummet over Norden

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

SAS-aktien susede op og ned torsdag, efter at luftfartsselskabet præsenterede sit hidtil værste regnskab. Og der er trods alt mange dårlige regnskaber at sammenligne med.

Fra morgenstunden dykkede aktien med 10 procent, da det stod klart, at SAS havde overgået selv de mest sortseende analytikeres forventninger. Selskabet har i højere grad end frygtet fløjet med stort set tomme fly, imens pengene er væltet ud af pengekassen.

Men efter få timer steg aktien igen og endte minsandten i et plus på 7,8 procent. Det viste sig, at udsigten til de nye coronavacciner ikke var regnet ind i prisen på en SAS-aktie, og så stod køberne pludselig i kø.

SAS har i højere grad end frygtet fløjet med stort set tomme fly, imens pengene er væltet ud af kassen. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det bidrager kun til fortællingen om det hysteriske aktiemarked, for vi taler om meget store procentudsving på en aktie, der handles for under to kroner pr. styk efter at være raslet ned med over 60 procent siden nytår.

I virkeligheden ved vi meget lidt om, hvordan det vil gå SAS i fremtiden, og her skal man blot skue få måneder ud i fremtiden for at komme i tvivl. SAS-topchef Rickard Gustafson maner selvfølgelig til ro og vurderer, at luftfartsselskabet har penge nok til en iskold vinter med masser af fly på jorden, inden det gamle luftfartsselskab er klar til comeback.

For få måneder siden landede over 10 milliarder danske kroner i frisk kapital fra blandt andet den danske og svenske stat, og det er en trøst for SAS, at de største aktionærer vil strække sig langt for at bevare et markant flyselskab med udgangspunkt i København og Stockholm.

Den samme tålmodighed har den norske stat ikke længere med flyselskabet Norwegian, der er under rekonstruktion som en sidste mellemlanding inden en mulig konkurs. Men SAS-pengene forsvinder også hurtigt ud i det blå, og det kommende år tegner blot som en fortsættelse af mareridtet.

Covid-19-vaccinerne skal ud at virke, og de travle forretningsfolk, der er SAS’ allerbedste kunder, står ikke først i køen til at få et stik. Derfor mener Rickard Gustafson selv, at vi skal frem til 2022 for at se normale tilstande i luftfartsbranchen. Og mest skræmmende for aktionærerne: At vi skal yderligere et par år frem for at se samme efterspørgsel som før coronakrisen.

Det er jo rent gætværk. Der er selvfølgelig en ophobet rejselyst, der skal udfolde sig, når grænserne åbnes igen. Men det er lige så sikkert, at erhvervslivet vil rejse mindre i fremtiden. Virksomhederne har sparet heftige beløb på rejsebudgettet siden foråret, og der vil ikke være saglige argumenter for at genoptage flyvningen på samme niveau, når masser af møder kan klares virtuelt.


Kunderne kan have nok så stor veneration for SAS, men vi ved, at prisen på en flybillet spiller en afgørende rolle, og den sværdkamp vinder SAS stort set aldrig.


En langt større trussel er konkurrencen fra lavprisselskaberne. Et såret dyr tiltrækker sig opmærksomhed ude på sletten, og aggressive rivaler som irske Ryanair, lettiske Air Baltic og ungarske Wizz Air har for længst lugtet blod. De mangler også passagerer, men gik ind i krisen med langt mindre omkostningsniveauer end SAS, og de kan udnytte situationen til at etablere sig på de klassiske SAS-ruter.

Kunderne kan have nok så stor veneration for SAS, men vi ved, at prisen på en flybillet spiller en afgørende rolle, og den sværdkamp vinder SAS stort set aldrig.

Med solid ejeropbakning har SAS gode muligheder for at klare sig, men de seneste års fyringsrunder og massive spareprogrammer ser ikke ud til at række. Så spænd sikkerhedsbæltet - det bliver et andet SAS, der venter ovre på den anden side.

Lyt til podcasten "Erhvervsklubben"

Krisen i SAS behandles også i denne uges udgave af podcasten "Erhvervsklubben". Find den fredag fra kl. 14 i appen Nyhedskiosken, på dit lokale dagblads hjemmeside under Podcast eller hvor du normalt hører podcast, f.eks. Itunes eller Spotify.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Nye rejseregler fra i dag: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie - få overblikket her

Sport

Alle engelske klubber trækker sig fra udskældt Super League: - Vi begik en fejl, og det undskylder vi for

Annonce