Annonce
Sønderborg

Andelsboligforening vil indrette lejligheder i 136 år gammelt hospital

A: ansatte på gigthospitalet
Gråsten Andelsboligforening er blevet tilbudt at købe Gigthospitalet i Gråsten. Foreningen er positiv for købet og er interesseret i at bygge mellem 27 og 30 lejligheder i det gamle gigthospital.

Gråsten: Omkring 30 lejligheder med havudsigt kan blive en realitet, hvis Gråsten Andelsboligforenings ønske går i opfyldelse. Foreningen er nemlig blevet tilbudt af en ejendomsinvestor at købe dele af Gråsten Gigthospital. Det drejer sig om dele af den oprindelige bygning fra 1883.

Boligforeningens formand, Niels Christiansen, fortalte om projektet på boligforeningens generalforsamling tidligere på måneden.

- Jeg er meget positiv overfor projektet. Det vil give ekstra lejligheder i Gråsten. Det vil blive gode lejligheder med en genial beliggenhed med havudsigt til samtlige lejligheder. Gigthospitalet ligger hamrende godt, siger Niels Christiansen.

Foreningen har fået lavet tegninger af et arkitektfirma. Der vil i stuen, på første og anden etage kunne laves mellem 27 og 30 lejligheder med en gennemsnitsstørrelse på 80 kvadratmeter og en husleje på under 6000 kroner i måneden for 85 kvadratmeter.

Boligforeningen kan ikke lave lejligheder på tredje sal, da lejlighederne vil blive for store i forhold til almennyttigt boligbyggeri.

- Det vil gøre Gråsten By mere attraktiv, at vi kan tilbyde sådan nogle lejligheder, siger Niels Christiansen.

Boligforeningen har besigtiget bygningen, og der er nu bestilt en tilstandsrapport.

Annonce

Det vil blive gode lejligheder med en genial beliggenhed med havudsigt til samtlige lejligheder. Gigthospitalet ligger hamrende godt.

Niels Christiansen, formand

Pris ikke fastsat

Gigthospitalet er sat til salg af statens ejendomsselskab Freja som et samlet projekt med et areal på 8749 kvadratmeter som ud over hovedbygningen fra 1883 også har flere andre bygninger på grunden. Prisen er ifølge Freja endnu ikke fastsat, mens den offentlige vurdering er på over 30 millioner kroner.

- Vi er kun ved skitsefasen, så den endelige pris er ikke fastsat endnu. Vi vil oprette en ny afdeling, som så låner pengene, og den vil som alle andre afdelinger være selvstyrende, dermed belastes hovedforeningen ikke økonomisk, siger Niels Christiansen.

Når andelsboligforeninger bygger nyt eller renoverer, skal Sønderborg Kommune indskyde en procentdel af byggeomkostningerne. Borgmester Erik Lauritzen (S) har kun hørt perifert om projektet i Gråsten.

- Det er da interessant, at der er nogle i gang med et eller andet i Gråsten. Det glæder mig. Men jeg må nok sige, at det begynder at knibe lidt med anlægsrammen. Vi har jo udfyldt anlægsrammen for i hvert fald 2020, så det kan blive svært. Det er ikke sådan, at det ikke kan lade sig gøre. Nu skal vi se projektet først, siger Erik Lauritzen.

Senest har byrådet sagt ja til at indskyde en kommunal grundkapital på 10,1 million kroner til byggeriet af 50 almennyttige boliger på Linde Allé i Sønderborg.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce