x
Annonce
Livsstil

Anders Lund Madsen: Anti-dommedagsprædikanten

- Jeg er blevet mere optimistisk med årene, og sådan tror jeg egentlig, at de fleste af os bliver, siger Anders Lund Madsen. Foto: Carsten Lauridsen
Anders Lund Madsen har altid vidst, at verden en dag ville ende. Om ikke andet så i hvert fald for hver enkelt af os. Men han er i de senere år kommet frem til, at Jorden jo drejer videre, og derfor skal vi heller ikke frygte for noget, men møde virkeligheden med åbne arme. Alligevel bruger han for tiden de fleste hverdagsaftener på at tælle ned til Jordens undergang på humoristisk vis. Hvad skal det egentlig gøre godt for?

Første gang, Anders Lund Madsen opdagede, at alting ikke varer evigt, var da hans ruhårede gravhund løb hjemmefra. Han var seks år, og da kræet ikke kom tilbage, bredte panikken sig inden i ham. For hvad nu, hvis han aldrig skulle se hunden igen?

- Idéen om, at noget slutter, ramte mig hårdt, siger den i dag 56-årige altmuligmandshumorist og klør sig i sit viltre skæg:

- Jeg var blevet beskyttet indtil den dag, for da vores kat blev aflivet året forinden, fik jeg bare at vide, at den var smuttet af sted med sine venner. Det var en beroligende tanke med sådan et strejfende katte-optog, men hundens forsvinden kunne ikke bortforklares. Den løb væk, og det skabte den her underlige bevidsthed i mit barnesind om, at alting kan slutte pludseligt. Og det eskalerede kun, da min moster døde året efter, for nu var forgængeligheden jo meget tydelig, og det lå ligesom også i tiden, at den skulle være det. Alle talte om Jordens snarlige undergang dengang i 1970’erne.

Anders Lund Madsen gnægger for sig selv og puster til den dampende kop te, han har fået serveret efter at have vandret rundt imellem kors og grave. En umiddelbart lidt makaber formiddagsbeskæftigelse i støvregn, men det er blevet til billederne, som ledsager denne artikel, og kirkegårdsstemningen er da også ganske passende.

I øjeblikket er han nemlig aktuel med ”Slut”. Et onemanshow, hvor uret tæller ned fra to timer til nul sekunder, og lige netop når showet slutter, går Jorden under. Eller ... kun måske, men hvem ved med alt det, der sker i verden i dag, hvor både klimaforandringer og droner, som ryger ind i en iransk militærgeneral, kan udløse verdensomspændende kriser.

Annonce

Anders Lund Madsen

Er født 15. oktober 1963 i Sorgenfri. Han er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet på Ekstra Bladet, hvor han var kendt for bagsideklummen Madsen & Madsen, som han skrev sammen med Povl Høst-Madsen, på ungdomsbladet Chili og på gratisavisen Urban.

Han stiftede i 1999 Zirkus Nemo sammen med cirkusdirektør og skuespiller Søren Østergaard og var i en årrække med på cirkusturné.

Sammen med Anders Breinholt stod han fra 2005 til 2008 bag en af de største radiosucceser i Danmarkshistorien med P3’s ”De sorte spejdere”, der havde op imod en million lyttere. Ud over en række radioprogrammer, senest ”Fedeabes Fyraften” på Radio24syv, har han også lavet masser af tv, blandt andet ”Det Nye Talkshow”, ”Helt alene” og ”Du skal dø”.

Han har ud over journalistikken og underholdningen også skrevet et sanghit. ”Avenuen” blev fremført af Trine Dyrholm i hans show ”Mr. Nice Guy” i 2004, og sangen lå 135 uger på den danske singlehitliste. Han har sammen med sin bror, Peter Lund Madsen, vundet en million i quiz-programmet ”Hvem vil være millionær?” hele to gange. Sammen har de to desuden skrevet to teaterforestillinger.

Anders Lund Madsen bor på Østerbro i København med sin kæreste og deres tre børn. Han har tre børn fra et tidligere forhold.

Dyster optimist

Det er måske ikke noget, vi går og grubler over dagligt, men Anders Lund Madsen tror faktisk, at forestillingerne ligger og simrer et sted i vores underbevidsthed. Ligesom de gjorde, da han voksede op:

- Fornemmelsen af, at det hele slutter, er jo ikke noget, vi rigtig har lyst til at tænke over, men alligevel har jeg altid ment, at det er interessant, hvor meget vi mennesker taler om, at kloden er ved at forgå. Efter min hund var løbet væk tilbage i sommeren 1970, blev jeg et mere uroligt barn på grund af min nyvundne bevidsthed, men jeg skal da også lige love for, at der var rigeligt materiale, som kunne fodre disse tanker. I 1970’erne talte vi om, at atomkrigen snart ville udrydde os alle sammen, ja, hvert årti har jo nærmest sin egen dommedagsvision. Vi mennesker har altid en god forklaring på, hvorfor det snart går ad helvede til, og det var et verdensbillede, jeg også dyrkede som ung.

Men denne virkelighedsopfattelse bliver trættende med tiden, mener Anders Lund Madsen, der i sit voksne liv har tacklet realiteterne med humor og skævvredne verdensbilleder. Uanset om det har været som bagsideskribent på Ekstra Bladet, i bunkevis af succesrige tv-programmer som ”Det nye talkshow” og ”Dårligt nyt”, radiobaskerne ”De sorte spejdere” og ”Fedeabes Fyraften” - eller som taler, sangskriver og gøgler i sceneshowene ”Zirkus Nemo” og ”Mr. Nice Guy”.

- Jeg har haft et stort behov for at få folk til at grine, og det har jeg sådan set stadig, siger han og slubrer lidt af teen i sig, så den bliver hængende i skægget:

- Men derfor har tankerne om Jordens endeligt nu aldrig helt sluppet taget i mig. Det, jeg så har lært med tiden, er at lægge det negative og alarmerende ved de tanker fra mig, og da det lykkedes, blev slutningen på det hele mere fascinerende end skræmmende. Sådan tror jeg, det er at blive voksen, og derfor handler mit nye show også i første del om, hvad vi gør på et makroplan, mens anden del er et mikroplan, der beskæftiger sig med, hvordan hvert enkelt menneske håndterer det faktum, at alle en dag skal dø.

Sortsynet barn

Anders Lund Madsen bliver stille og lader igen hånden glide igennem skægget. Hænderne kører på automatpilot, mens blikket løfter sig. Så puster han et tungt åndedræt ud, så teen begynder at gynge i porcelænet.

- Puha, det her lyder da lidt dystert, gør det ikke? siger han og sluger et af sine karakteristiske skryd til fordel for en pointe:

- Det skal det ikke, for jeg er blevet mere optimistisk med årene, og sådan tror jeg egentlig, at de fleste af os bliver. Da jeg var dreng, skrev jeg kun stile om, at det hele ville gå galt, men at det egentlig også var fair nok, for det var jo vores egen skyld, eftersom vi mennesker som art selv var ansvarlige for imperialisme og forurening og alt muligt andet frygteligt.

Så kommer gnægget dansende, mens han uddyber:

- Jeg var virkelig sortsynet som barn, men jeg tror sådan set, man ville kunne se den samme type stile i dag i folkeskoler overalt i verden. Det her er jo et budskab, du hører igen og igen til klimamarcher for tiden, og jeg tror, det er en bevidsthed, unge mennesker har til alle tider: Hvor er vi er på vej hen med den verden, som jeg en dag skal overtage? Når man bliver ældre, løsner man mere op, men derfor synes jeg nu stadig, at klimamarcherne er vigtige. Det er dem, der i øjeblikket får verden til at gå i den rigtige retning, når den ellers er stukket ud af kurs. Og det gør den tit, fordi det er mennesker, der styrer den.

Tre hurtige til Anders Lund Madsen

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?- Jeg var elev på Ekstra Bladet i slutningen af 1980’erne, og der var jeg simpelthen så bange for at ringe til folk. Det er ellers en egenskab, man bør mestre, når man gerne vil være journalist, men jeg endte bare med at sidde og ringe hjem til mig selv, så det så ud, som om jeg lavede noget. En dag trak chefredaktøren mig så til side og sagde: ”Prøv.” Det tænker jeg tit på, og så gør jeg det.Hvornår har du sidst brugt mange penge?- Jeg gav min kæreste en nederdel forleden, og den kostede 1500 kroner. Det, synes jeg, er mange penge, men generelt er jeg vanvittig god til at købe kjoler til min kæreste. Til gengæld køber jeg sjældent tøj til mig selv.Hvad er din indre alder?- Jeg har to. 64 og 14. Her tror jeg ikke, jeg er særlig enestående. Jeg kigger mig sjældent i spejlet, men når det endelig sker, bliver jeg overrasket over, at jeg rent visuelt ikke er 14 år mere, mens jeg så faktisk minder om en 64-årig i min måde at være på. Jeg forsøger at være forud for min egen udvikling, kan man sige, og 64 år er en god alder, for det er, inden seniliteten melder sin ankomst.

Sjovere end delfiner

Senest Anders Lund Madsen konstaterede, at vi mennesker fylder for meget, var, da han sejlede fra et kontinent til et andet. Han kom hjem for nogle måneder siden, og grunden til sejlturen var Kanal 5-programmet ”Over Atlanten”, hvor han sammen med fire andre kendte danskere skulle navigere et skib i såvel stille som i stormfyldt vejr. Det var en tur, hvor bølgerne gik højt. Både på Atlanterhavet og blandt besætningen, men i et roligt øjeblik så han noget, der rykkede ved et eller andet i ham. Midt på det åbne hav lå et kæmpestort stykke flamingo nemlig og vippede for sig selv.

- Det flamingostykke havde ikke set et menneske i flere døgn, men alligevel havde det sat et menneskeligt aftryk på verden. Og det sætter altså virkelig virkeligheden i perspektiv, når du har sejlet i en lille uge, og det første, du så møder, er affald, siger han og pointerer, at han nægter at være dommedagsprædikant af den grund:

- Jeg kommer aldrig til at mene, at vi mennesker ikke burde være her, men vores endeligt kommer til at ske helt naturligt. På et tidspunkt har vi udspillet vores rolle, men det grundlæggende for mig er, at jeg ikke tror på, at vi kan ødelægge livet på Jorden eller i universet. I det øjeblik, vi fjerner mennesker fra ligningen, vil der komme noget andet, som træder ind på scenen i stedet, og efter et par millioner år vil ingen ane, at vi har været her. Men til gengæld var vi en god idé, fordi vi udrettede noget og ikke bare var delfiner, som alle ellers synes er så kloge.

Anders Lund Madsen stopper sig selv midt i sætningen, der er ved at stikke ud ad en tangent, men så fortsætter han alligevel:

- Nu skal jeg jo ikke være den, der sidder og kritiserer delfinerne, for så får jeg alle mulige dyreaktivister på nakken ... men jeg så faktisk delfiner derude på Atlanterhavet, og de svømmede jo bare ved siden af båden, mens vi reelt sejlede i noget, som mennesker havde bygget. Så det er fint med mennesker. Helt fint, faktisk. Min pointe er nærmere, at mennesket ikke er nogen ond art, vi er bare bøvlede. Vores spidskompetence er at fucke alting op og lave uorden, men det er ikke med vilje, for de fleste af os vil gerne gøre det godt, selvom vi ved, at det er svært. Det, synes jeg, giver håb. Vores intentioner er ofte i orden, selvom vi fylder alt for meget.

Som barn var Anders Lund Madsen sortsynet og skrev i skolen stile om jordklodens endeligt. I dag har han valgt at slappe mere af. Foto: Carsten Lauridsen

Lettelse er en god følelse

Det er da også det, Anders Lund Madsen gerne vil indgyde med sit nye show. Håb.

Idéen om, at verden hele tiden er ved at spinde ud af fornuftig cirkulation, virker overdreven, synes han. Derfor tæller han også ned til verdens undergang fra scenen, men han er samtidig pinlig bevidst om, at det da skulle være lidt af et tilfælde, hvis Jorden rent faktisk vælger at bryde endegyldigt sammen i det øjeblik, lyset går ned over bagtæppet, og publikum (forhåbentlig) klapper.

- Grunden til, at ”Slut” handler om, at det hele slutter i 2020, er, at det er fint at trykteste, hvordan vi render rundt og opfører os her på kloden. Og hvis Jorden så ikke går under den aften, jeg optræder, kan folk jo gå lettede hjem. Lettelse er en god følelse, siger han og brænder overlæben en smule på koppen.

Fingrene ryger op til munden, men ordstrømmen slutter ikke af den grund:

- Når USA sender bomber i hovedet på nogen, eller andre lande truer den vestlige verden, så bliver jeg så glad, når det ikke ender i ragnarok. Rationelt kan den enkeltstående begivenhed måske godt hidse mig op, men følelsesmæssigt tager jeg mig ikke af det. Hvis vi bare klarer de næste 100 år, tror jeg på os. Kan vi holde nallerne fra atomvåbnene og ikke lade den kunstige intelligens opdage, at vi mennesker kan være et problem, kan vi få en fantastisk tid. Altså indtil det hele slutter, og solen brænder ud og alt det dér. For det kommer jo til at ske en dag, men så er vi mennesker her nok ikke engang længere. Og det er jo i sig selv fascinerende.

Anders Lund Madsen har accepteret, at tiden en dag rinder ud. Både for Jorden og for det enkelte menneske. Det har bevirket, at et eller andet er lettet fra hans skuldre. Foto: Carsten Lauridsen

Mennesker dør tre gange

Med det mener Anders Lund Madsen, at det moderne menneske har en enorm trang til at kontrollere alting. Vi skal fremstille os selv som perfekte mennesker i en perfekt virkelighed, men vores dommedagstanker kan vi ikke lægge fra os, når vi slukker for de sociale medier og stormer stressede videre. På samme måde undrer han sig over, hvor lille vores lyst til at tale om døden er.

- Mennesker dør reelt tre gange. Der er dødstidspunktet, og så er der begravelsen, og så er der det specifikke tidspunkt, hvor den sidste, der stadig lever, glemmer én. Lige netop dér er man endegyldigt væk. Måske lever H.C. Andersen og Kim Larsen videre i længere tid, men på et tidspunkt er de jo også glemt. Om 50.000 år er erindringen om det, vi vader rundt i her i 2020, væk. Hvem kan vi for eksempel huske, når vi tænker langt tilbage? Jesus, ja, det er 2000 år siden, men det er da heller ikke mange år i et større perspektiv. Og det er fascinerende, for vi har jo alle sammen et billede af, at vi betyder noget, men gør vi det? Egentlig ikke, nej, så hvorfor er vi hele tiden så nervøse for, at vi fremstår på en bestemt måde, eller at det hele vil gå ad helvede til? Det er ret komisk.

Anders Lund Madsen er snart aktuel med onemanshowet ”Slut”, hvor han tæller ned til Jordens undergang. Det er sjovt, fordi vi er alt for bange for lige netop det her i 2020, mener han. Foto: Carsten Lauridsen

Kloden er et sløvt DSB-tog

For nogle år siden troede Anders Lund Madsen, det hele ville gå ad helvede til. Det var, da Donald Trump i 2016 blev valgt til præsident for verdens eneste reelle supermagt.

Han tog selv til USA og overværede den nye præsidents indsættelsestale. Med forfærdelse noterede han sig, at det eneste, man talte om efterfølgende, var den historie, som præsidentens stab turnerede med om, at dette var den indsættelsesceremoni, der havde haft det største antal tilskuere i Amerikas historie. Det skyggede for alt det, Trump sagde, og som kunne sende verden på afveje.

- Jeg troede, det ville gå galt, da Trump blev præsident, men vi er her jo endnu. Så det går jo nok alt sammen, selvom det brænder i Australien i øjeblikket, og verden er flosset i kanterne. Jeg har opdaget, at det aldrig går helt galt, selvom det er forfærdeligt med alle de katastrofer, men Jorden drejer alligevel videre som et sløvt gammelt DSB-tog, der kommer frem til destinationen, siger han og gnægger igen lidt for sig selv:

- Måske kommer toget ikke til tiden, men det kommer frem på et tidspunkt, og verden er ikke kørt helt af sporet af den grund. Da jeg var barn, troede vi, at overbefolkningen ville mase os på få år, men der er kommet tre milliarder mennesker til i befolkningsstatistikken siden. Så det går nok alt sammen. Der er plads til flere i toget, men vi skal bare huske at tænke over, hvor vi sidder i vognen, så det bliver ved med at køre fremad.

I modsætning til de mange dommedagsprædikanter, der fylder mediebilledet i disse år, så ser Anders Lund Madsen lyst på fremtiden. Men det har taget det meste af den morsomme mands liv at nå dertil. Foto: Carsten Lauridsen

Sløv katastrofe

Her kunne man måske indvende, at det nok ikke lige er tidspunktet at lave sjov med den slags. Vi har jo i den grad en globaliseret ungdomsgeneration, der råber om, at kloden står i flammer, og at der må gøres noget hurtigst muligt. Men også her maner Anders Lund Madsen til besindighed. For ja, klimamarcherne er som sagt gode, men vi har altså været her før, og vi kommer nok herhen igen, uanset hvordan vi fortsætter:

- Klimaforandringerne er sådan en underlig sløv katastrofe, som udvikler sig på en måde, der får alt for mange til at trække på skuldrene. Jeg går bestemt ikke selv fri her, for jeg er optimisten, der tror, at den moderne teknologi nok skal håndtere det. Jorden bliver ikke ubeboelig, for vores bevidsthed om det her er stor, og ser man på det i det større billede, er klimaområdet et sted, hvor vi gør tingene ret hurtigt, og det kommer til at batte noget. Det er jeg sikker på, og så håber jeg lidt, at de unge klimaaktivister ikke læser det, jeg siger her. Eller også gør jeg - jeg ved det faktisk ikke!

Det er denne bevidsthed, han mener, vi bør give videre til hinanden. Forstår vi først, at det lange lys har det med at opfange noget, som få årtiers historieskrivning ikke kan se perspektiverne i, forstår vi også noget andet. At vi har brug for mere end os selv i det flygtige øjeblik, som livet kan ligne, hvis man ser sig selv i et kæmpemæssigt perspektiv. Indser vi det, håber Anders Lund Madsen, at det vil få os til at slappe mere af. For det er i hvert fald lige netop, hvad det har gjort ved ham:

- Tankerne om forgængeligheden og fremtiden gør mig rolig. Jeg har tidligere haft store idéer om, hvem jeg var, og ikke mindst om, hvem jeg skulle være. Tidligere så jeg på mig selv som en fandens karl, der virkelig kunne udrette noget - måske ligefrem udrette noget genialt - men det var så stressende. For jeg er ikke genial, men jeg tror, jeg kan betyde noget for nogen, og det er godt nok. Når det går op for én, så er der et eller andet, som letter fra skuldrene. Så kan man koncentrere sig om at leve livet, og det er jo reelt det, det hele handler om.

Som ung dyrkede Anders Lund Madsen jordklodens snarlige undergang, men med årene har han måttet konstatere, at vi jo er her endnu: - Vi mennesker har altid en god forklaring på, hvorfor det snart går ad helvede til. Foto: Carsten Lauridsen

Hverdagsgrødens sjove smørklat

Her er det, at humoren spiller ind og bliver den smørklat, der får hverdagsgrøden til at glide ned, når man skal levere et budskab til folk, men Anders Lund Madsen har nu lavet meget andet end sjov i sit liv. I DR-programmerne ”Helt alene”, ”Du skal dø” og ”Jeg vil dø” beskæftigede han sig med ensomhed og død på en måde, der ikke skulle få folk til at more sig, men tværtimod til at tænke over tilværelsens sidste dage. Det gør han også i sit onemanshow, men det er alligevel lunet, der mere end noget andet skal strømme ud over scenekanten.

- Det er grundlæggende sjovt, at vi mennesker tager os selv og vores gang i verden så alvorligt, og det bliver vi nødt til at grine ad. Jeg griner også ad mig selv her. Dette grin vil jeg gerne give videre. Til mine børn, til mine venner og til alle, der gider lytte. Hvis man ikke kan grine ad sig selv og sine omgivelser, bliver det hele så alvorligt og stressende, at man til sidst ikke kan holde sig selv ud. For skal man virkelig hele tiden opnå noget og gøre det bedre end i går? Ja, det siger politikere og sociale medier i hvert fald, men for mig at se handler det om at have et godt liv, hvor man kan nyde tilværelsen. Så længe mine børn hverken bliver ulykkelige eller kriminelle, er jeg tæt på at være tilfreds. Og hvis de tilmed gider se showet, kan jeg nærmest ikke bede om mere.

Hvis man ser på verden igennem Anders Lund Madsens øjne, så ligner Jorden et sløvt DSB-tog, der tøffer langsomt af sted. Foto: Carsten Lauridsen
- Hvis man ikke kan grine af sig selv og sine omgivelser, bliver det hele så alvorligt og stressende, at man til sidst ikke kan holde sig selv ud, siger Anders Lund Madsen om det moderne menneskes konstante angst for ikke at præstere. Foto: Carsten Lauridsen
- Det er grundlæggende sjovt, at vi mennesker tager os selv og vores gang i verden så alvorligt, og det bliver vi nødt til at grine af. Jeg griner også af mig selv her, siger Anders Lund Madsen. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Antallet af alvorligt syge coronasmittede syddanskere bliver ved med at stige

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce