HADERSLEV: - Jeg har aldrig kunnet holde min kæft.
Siger Anders Refstrup Kjær, der stiller op til kommunalvalget i november.
Det er jo et godt afsæt for at gå ind i politik, men Anders Kjær skiller sig voldsomt ud: Han stiller op ene mand. Uden vælgerforening i ryggen eller partiprogram at henvise til. Endsige en pengekasse at føre valgkamp for.
Den 44-årige Anders kommer primært til at føre sin valgkamp digitalt.
- Hvorfor melder du dig ikke bare ind i et parti og får nogle mærkesager?
- Nej, for så skal jeg til at forsvare, at de er, som de er. Jeg bliver fastlåst i partipolitik, og jeg skal have noget partidisciplin.
Anders Refstrup Kjær, uafhængig kandidatJeg synes, vi skal træde lidt ud af den provinsielle skygge, vi er i.
-Har du ikke det?
- Jo, jeg er faktisk meget loyal, men jeg har ikke lyst til at stemme imod min overbevisning.
- Men med et parti i ryggen har man en vælgerforening og nogle penge i ryggen. Har det indgået i dine overvejelser?
Flere fordele end ulemper
- Ja. Men jeg synes, fordelene vinder over ulemperne. Jeg vil være mig selv. Sige hvad jeg vil, siger Anders, der er på det rene med, at han skal ud at finde økonomisk støtte, selv om han ikke bryder sig om at bede folk om penge.
- I bund og grund er det ligegyldigt hvilket parti, man stiller op for. Vi skal bare kunne arbejde sammen og få tingene til at fungere.
Af samme grund er han skeptisk over valgforbund:
- De er noget mærkeligt noget. En stemme på mig er en stemme på mig.
Foruden en digital valgkamp satser Anders på at føre valgkamp på den helt gammeldags manér: Ud at stå på en øl-kasse, som han formulerer det. Han håber at kunne komme ud til foreninger for at fortælle, hvad han vil, og høre hvilke problemer, de vil have taget op.
Men hvad vil den uafhængige kandidat selv?
- Jeg synes, vi skal træde lidt ud af den provinsielle skygge, vi er i.
- Hvor ser du den?
Vi er ikke langt nok fremme i skoene. Nu har vi Bestseller liggende her, og det er blevet en sovepude, hvor vi siger: Se, vi kan godt få de store hertil. Jeg så gerne, at Bestseller bliver en af de små i området. Hvorfor er det ikke os, der bliver valgt til, når der skal etableres datacentre og store produktionsvirksomheder? Vi ligger så godt i forhold til motorvejen.
Udlevering af Ikea-varer
- Hvilke produktionsfirmaer ser du for dig:
- Nu tænker jeg bare højt. Ikea droppede et center i Esbjerg hvor varerne kom ud på udvalgte steder, hvor folk kunne hente dem. I dag skal sønderjyder til Odense eller Aarhus. Kunne man ikke have et Ikea-udleveringssted liggende her? Hvis man går i gang nu, ligger det der, når Hærvejs motorvejen forhåbentlig kommer.
Vi skal være blandt de fem mest erhvervsvenlige kommuner. Vi skal være bedre til at tiltrække nye og nurse det eksisterende erhvervsliv.
Anders vil have kriminaliteten i kommunen banket i bund.
- For en del år siden havde vi en del indbrud i sommerhusområderne, og det tæller i statistikken. Politiet har ikke ressourcerne. Regeringen har åbnet for kommunale vagtværn, så hvis der kommer en bølge af indbrud, så har vi det kommunale vagtværn, der kan stresse tyvene. De kan også være med til at dæmpe gemytterne til byfester og lignende. Det burde i hvert fald undersøges.
Med bus til fester
Endelig har Anders en ambition, han blankt erkender er flyvsk: Haderslev skal være blandt de fem gladeste kommuner.
- Vi kan begynde med at skabe en større sammenhængskraft. Det handler tit kun om Haderslev by. Jeg kunne tænke mig nogle forbindelser på tværs af kommunen, når der er aktiviteter. For eksempel busser, der kørte fra Haderslev til Gram, når der er Pins’ Mærken. Og når der er havnefest i Årøsund, skulle busserne gå den anden vej. Der skal bare være med nogle få stop. Vi kunne begynde med en forsøgsordning i et år. Jeg så gerne, at det blev sponsoreret og busserne klistret til med reklamer. Konceptet skulle være lidt som den gamle bjørnetjeneste.