Skovlund: Hvad nu hvis vi kunne spise alt vores yndlings fastfood, kager og pasta helt uden risiko for at tage på i vægt? Hvis nu vores blodsukker ikke bliver påvirket, uanset om aftensmaden består af en burger eller en salat?
Faktisk kan netop dét være muligt med en ny teknologi, som Angela Rocha fra Skovlund har udviklet. Med sin nyetablerede virksomhed, Insulin Reset ApS, har hun specialiseret sig i at udvikle og teste fødevarer, der ikke påvirker blodsukkeret.
- Vores løsning drejer sig om at give en mere normal hverdag til mennesker, der lider af sukkersyge og overvægt ved at tilbyde dem en sundere kost, siger Angela Rocha og forklarer, at strategien bag teknologien bygger på, at det skal være nemt at opretholde gode spisevaner – også på længere sigt.
- Faste og nogle diæter er andre måder at holde vores blodsukker i skak og er derfor en stor hjælp til at bekæmpe og forebygge både fedme og type 2-diabetes. Men mange mennesker kan have svært ved at følge diæterne på lang sigt, og derfor kan min teknologi være en hjælp til de mennesker, så de stadig kan spise alt det, de godt kan lide, uden at frygte for deres blodsukker, forklarer Angela Rocha.
En del af fremtiden
Angela Rochas virksomhed er en del af SYMBO, som er et nyt videncenter for fødevarer i Skovlund, og planen er, at SYMBO skal blive et nationalt centrum for nyudvikling af fødevareproduktion.
- Angela er et fantastisk eksempel på, hvordan SYMBO skal være et samspil mellem iværksættere, forskere og eksperter fra landets universiteter, hvor den nyeste viden og teknologi sættes i spil, fortæller Friedericke Bruhn, der er iværksætter- og innovationschef hos ProVarde og medlem af arbejdsgruppen for SYMBO.
Det var gennem ProVarde, at Angela Rocha blev en del af SYMBO. Efter at have arbejdet på sin fødevareteknologi i syv år fik hun af Friedericke Bruhn råd og vejledning til at starte sin virksomhed.
- Jeg havde ideen, så jeg havde brug for Friederickes hjælp til at udvikle en forretningsmodel, fortæller Angela Rocha.
Hvorfor fører forhøjet blodsukker til fedme og type 2-diabetes?
Insulin er et hormon, der hjælper os med at opretholde blodsukkeret på et stabilt niveau.
Men det styrer også produktionen af fedt.
Når vi lidt for tit og ofte i store mængder spiser raffinerede kulhydrater såsom sukker, får det vores blodsukker til at stige - og dermed også insulinniveauet til at stige.
Konstant høje niveauer af insulin kan gøre os resistente over for insulin, og det kan føre til fedme og type 2-diabetes.
Herefter var næste skridt at finde økonomisk støtte. Det fandt hun hos investeringsforeningen Lokal Liv, der støtter nye initiativer i det gamle Ølgod Kommune, og da de hørte om Angela Rochas projekt, var de klar til at hjælpe hende i gang.
- Vi ser et stort potentiale i Angelas ide, som, vi tror på, kan være med til at udvikle lokalområdet. Hun bringer helt nye kompetencer i spil, så derfor har vi valgt at investere i hendes virksomhed, siger Hans Barslund, der er bestyrelsesformand for ProVarde og næstformand i Lokal Liv.
Stadig tys tys
Hvad det helt konkret er for nogle fødevarer, som Angela Rocha udvikler, og hvornår vi kan finde dem på hylderne i supermarkedet, kan hun ikke udtale sig om endnu.
- Vi er i processen med at indhente beskyttelse og patenter, så vi kan ikke være mere præcise lige nu, men om nogle måneder forventer vi, at vi på nogle områder kan gå ud og fortælle mere, fortæller Angela Rocha.
På det tidspunkt vil hun være klar til at begynde at snakke med mulige kunder, men for nu går arbejdet altså i gang med at indhente patenter samt at etablere et veludstyret fødevarelaboratorie i Skovlund.
- Vi er næsten færdigt med at rekruttere personale til produktudvikling og drift. I dag er jeg kun mig selv, men jeg skulle gerne have flere gode kompetencer på mit hold, siger hun.