Annonce
Esbjerg

Anklagerne fyger mellem Frost og Sandrini i sagen om Destination Vadehavskysten

Der er ikke overensstemmelse mellem borgmester Jesper Frost Rasmussen og Karen Sandrini i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til Destination Vadehavskysten. Arkivfoto: Lars Stokbro
Manipulation, undren og pinlige udmeldinger. Borgmester Jesper Frost Rasmussen og byrådsmedlem Karen Sandrini er langtfra enige i sag om tildeling af kommende lokaler til turismesamarbejdet Destination Vadehavskysten.

Ribe: Debatten om de kommende lokaler til turismeindsatsen i Esbjerg og Fanø Kommuner under det nye destinationsselskab, Destination Vadehavskysten, vil tilsyneladende ikke lægge sig.

Både destinationschef Hans Peter Folmann og det midlertidige forberedelsesudvalg for Destination Vadehavskysten, der fungerer frem til generalforsamlingen 28. april, har ellers flere gange udtalt, at man ønsker arbejdsro og tager eventuelle uoverensstemmelser internt, men for især to af udvalgets medlemmer, borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og byrådsmedlem Karen Sandrini (S), er det ikke helt slået igennem.

Jesper Frost Rasmusen udtalte i JydskeVestkysten 28. marts, at Esbjerg Kommune ville stille kommunale lokaler til rådighed i Ribe for at give Destination Vadehavskysten de bedste muligheder for at levere en turistindsats i verdensklasse. I samme omgang beskyldte han Sandrini og tre andre socialdemokrater for tidlig valgkamp, dårlig hukommelse og manipulation i forbindelse med de fires læserbrev i Ugeavisen Ribe om, at der selvfølgelig skal være et bemandet kvalitetstilbud til turisterne i Ribe.

Annonce

Denne udtalelse fik Karen Sandrini til at fare i blækhuset med en udtalelse i medierne 1. april om, at Jesper Frost udelukkende havde fundet lokaler i Ribe for at redde sig eget skind, siden han i nattens mulm og mørke og på egen hånd pludselig kan trylle nye og gratis lokaler frem i Ribe, når det aldrig havde været aftalt i udvalget.

Pinligt

Siden har sagen rumlet i kulisserne, for Karen Sandrini mener ikke, at det nogensinde er blevet vedtaget i det midlertidige forberedelsesudvalg, at Jesper Frost og forvaltningen skulle finde lokaler i Ribe, mens Jesper Frost derimod forklarer, at dette blev aftalt på et møde med alle medlemmer - inklusiv Karen Sandrini selv - i slutningen af marts.

- Jeg er selvfølgelig ikke gået i medierne og fortalt, at vi vil stille kommunale lokaler til rådighed i Ribe, hvis ikke det først havde været bragt op på et møde. Det blev det 24. marts, hvor Karen selv deltog, og det tror jeg også andre kunne bekræfte. Jeg synes faktisk det er lidt pinligt, når hun angriber mig i medierne, når hun selv var med til mødet 24. marts, siger Jesper Frost Rasmussen, der fredag 26. marts sendte en mail til hele bestyrelsen, hvor der stod:

"Som opfølgning på onsdagens møde, har jeg bedt forvaltningen i Esbjerg Kommune om at finde kommunale lokaler i Ribe, som kan stilles til rådighed for destinationen."

Og det er denne mail, Karen Sandrini bliver meget overrasket over at få.

Annonce

Dobbelttjekket

Hun fastholder, at der på mødet 24. marts ikke blev aftalt noget om lokaler i Ribe, og at det derimod var en egenrådig beslutning fra Jesper Frost.

- Jesper sender en mail om en opfølgning på mødet, men vi har ikke aftalt noget om lokaler på det møde. Jeg har nu dobbelttjekket referatet fra det møde, og der står ikke noget om lokaler i Ribe, så jeg mener ikke, han kan sige, det er aftalt. Det undrer mig. Jeg ved ikke hvorfor, men vi går i hvert fald ikke hånd i hånd i dette udvalg, siger Karen Sandrini.

Formand for det midlertidige forberedelsesudvalg, Claus Pedersen, var også til stede på mødet onsdag 24. marts. Han bekræfter Jesper Frost Rasmussens forklaring om, at punktet omkring lokaler i Ribe var på dagsordenen, og at det blev drøftet på mødet. Claus Pedersen ønsker derudover ikke at kommentere på diskussionen mellem de to politikere.

Forberedelses-udvalg

Bestyrelsen for det midlertidige forberedelsesudvalg for Destination Vadehavskysten består af:

  • Formand, direktør Claus Pedersen, Danhostel Ribe.
  • Næstformand, borgmester Sofie Valbjørn, Fanø Kommune.
  • Borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune.
  • Byrådsmedlem Karen Sandrini, Esbjerg Kommune.
  • Byrådsmedlem Christian Lorentzen, Fanø Kommune.
  • Indehaver Hanne Thyssen, DANIBO.
  • Direktør Sofie Jansen, Fanø Bryghus.

En ny bestyrelses vælges efter generalforsamlingen 28. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce