Annonce
Digitalt

Anmeldelse: Brad Pitt er stjernen i rum-filmen Ad Astra

Brad Pitt tager på en episk rumrejse i jagten på sin far (Tommy Lee Jones), sandheden og en redning for Jorden. Ad Astra begynder spændende, godt hjulpet på vej af en fænomenal underspillet Brad Pitt, en truende katastrofe og en mulig sammensværgelse, men ender trods en formidabel rejse uforløst, uafklaret og en anelse for afdæmpet. Det er ikke nogen ny Interstellar, desværre, men er man til rumfilm, kan mindre også gøre det.

Stemningen i Ad Astra - med kontrasterne mellem lange, stille rejser og hurtige, larmende action-sekvenser – er nemlig rigtig god, og det er en flot film, både historiemæssigt, visuelt og lydmæssigt. Ad Astra gør sig godt på UHD, hvor de mange mørke scener, farvene fra jordpaletten og de afvekslende klare lys fra lamper og stjerner sætter skærmen på overarbejde. Max Richter og Lorne Balfe har lavet musikken til Ad Astra, og den er mindeværdig i både DTS-HD og Dolby Atmos. Også her er det svært ikke at sammenligne med Hans Zimmers enestående lydtapet til Interstellar.

Ekstra-materialet er en stribe interviews og features om karakterne og rumrejser generelt. Lidt den tynde side, og man kunne ønske sig mere om det rent filmtekniske.

Ad Astra er ude nu på dvd, blu-ray og UHD.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

112

Dige repareret ved Møllehus i nat: - Vi er fortsat i forhøjet beredskab

Annonce