Annonce
Digitalt

Anmeldelse: Bristepunktet er nået med Ghost Recon: Breakpoint

Ghost Recon Breakpoint er et overflødighedshorn af missioner, sidemissioner, våben, køretøjer, helikoptere, skilltree, opgraderinger og... så meget mere, at man bliver helt forpustet bare af at remse dem op. Det er for meget, og det gør det svært at gennemskue, hvad det egentlig er, Breakpoint gerne vil. Pr-foto
Breakpoint er endnu et kæmpe sandkasse-spil fra Ubisoft, hvor kvantitet drukner kvalitet, og der er for langt mellem højdepunkterne

Ghost Recon: Breakpoint er, når det er bedst, vildt underholdende og dybt tilfredsstillende. Jeg har sneget mig ind på militærbaser med mine allierede, mine ghosts, og set dem fjerne vagterne på stedet synkront, mens jeg selv har ligget camoufleret i højt græs og lydløst ryddet vejen med min snigskytteriffel. Vi har kommunikeret med vores headsets og minutiøst fulgt den plan, vi lagde på forhånd, så vagterne bliver taget ud i rigtige rækkefølge, og ingen slår alarm. Og så alligevel. Vi klokker i det – måske ubevidst med vilje eller på grund af ren og skær utålmodighed - alarmen går, snigangrebet er afblæst, og vi er i åben konflikt med talrige mænd på jorden og hidsige droner over os. Kuglerne fyger, der er eksplosioner, og min ellers så sikre plads i det høje græs uden for basen bliver snart overrendt af jeeps og flere soldater. Pis.

Annonce

Om testen

Produkterne, vi anmelder i Jysk Fynske Medier, er udlånt af virksomheden bag produktet. Vi tester og anmelder altid objektivt, uden at virksomheden har indflydelse på processen eller den færdige anmeldelse.

Overvældende meget for meget

Selv når missionen går op i hat og briller, og hvad der skulle have været Mission: Impossible ender som Rambo, er Ghost Recon fedt. Især når du spiller online co-op med en flok venner, og I tager jer tid til at lægge en plan og følge den til punkt og… til én bliver for utålmodig og vil lege helt. For at bruge en FIFA-analogi er dét, der foregår på grønsværen, upåklageligt, det er alt det andet – og der er meget – som forstyrrer.

Ghost Recon: Breakpoint er grafisk en lækkerbisken, styringen fungerer, lyden er god og kernegameplayet er underholdende. Når jeg alligevel ikke kommer helt op at ringe over spillet, er det, fordi det vil så meget mere – og jeg er stadig i tvivl om nøjagtig, hvad det er, det vil.

Der er loot, som skal indsamles, våben og udstyr der skal opgraderes. Der er et skilltree, som skal udvikles. Der er flere sidemissioner, end jeg kan holde styr på, selvom hovedhistorien og de dertilhørende missioner sagtens kunne have tålt lidt længere tid i ovnen. Jeg kan ikke undgå at tænke, at hvis der var brugt mere tid på en solid historiedel, og man havde fjernet loot, opgraderinger, skilltree osv., så ville Breakpoint have stået meget stærkere.

Kræver gode venner

Breakpoint viser sig fra sin bedste side, når du spiller online med nogle venner, og I tager jer tid til at scoute, planlægge og eksekvere en mission. Ja, det går sjældent helt som planlagt, men det er sjovt, selv når det kikser, og det føles som at spille en af de mange hemmelige missioner, Hollywood har bragt hjem i stuerne i årevis.

Alt det andet i Breakpoint er så omsiggribende, generisk og komplekst, at det føles som uvedkommende støj. Historien er ikke særlig god, dialogen – og der er meget af den – er overfladisk og til tider tåkrummende ringe. Jeg bruger aldrig penge på loot, men det virker i Breakpoint også helt overflødigt, da hele systemet omkring våben, udstyr og opgraderinger er unødvendigt komplekst, og ligegyldigt – for du kan fint avancere i spillet uden at bruge tid eller penge på den del.

Mere er ikke per definition bedre, og med Breakpoint er bristepunktet for loot og skilltree-formularen nået for mit vedkommende. Kernegameplayet fungerer dog, så hvis du kan lukke alt det andet ude, er der gode muligheder for underholdende action – særligt i det rette selskab.

Titel: Ghost Recon: Breakpoint

Udgivelsesdato: 4. oktober

Platform: Xbox One, PS4, pc, Google Stadia (fra november)

I Breakpoint imponerer Ubisoft endnu en gang med en enorm sandkasse, der er grafisk imponerende gennemarbejdet. Pr-foto
Når Breakpoint viser sig fra sin bedste side, er det, når man spiller med en-tre gode venner og kan skære støjen væk og fordybe sig i en enkelt mission. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce