Annonce
Kolding

Anmeldelse: Debattonen får den store tur i nyt teaterstykke

Nationen, Mungo Park, Kolding©2017 Palle Peter Skov

Fodboldtossen, pornokjolen og lakridspiben. Mungo Park Kolding viser, hvad der sker, når onlineordet er frit.

Vi galper op om alt muligt. Så vil vi have lakridspiber, og så vil vi være fri for at høre om ligestilling eller Finn Nørbygaard.

Mest af alt har vi brug for en krammer, fremgår det af Mungo Park Kolding nye stykke, "Nationen". Men det kan vi ikke finde ud af, så ofte ender vi med at sparke til hinanden.

Det startede ellers lovende, viser "Nationen", som henter sit stof fra Ekstra Bladets online-debatforum af samme navn. Det er komisk, men også rørende, hvordan de fire på scenen får orgasme og bliver væltet fysisk omkuld af begejstring, da de pludselig får en stemme.

De bygger videre på hinandens tøvende sætninger, og vi får eksempler på det fornyende frisprog, som er typisk for offentlige debatter i formiddagsblads-regi og på de sociale medier. Zumba-veninder. Femi-lebber. Sharia-Mette - om landets måske kommende statsminister Mette Frederiksen.

Snart bliver tonen imidlertid hadsk og højtråbende. Her er ikke kø ved håndvasken, men ved vandautomaten, hvis bløp bræk bløp er en passende lydlig illustration af alt det, som bobler op fra folkedybet.

Særlig stærk er en scene, hvor en afklædt kvinde, spillet af Christine Gjerulff, bliver udsat for et verbalt og fysisk overgreb. Hvorefter hun selv finder sig et offer og giver los for sin indebrændte indignation inden for et helt andet emne.

Manden bag forestillingens idé er teatrets direktør, Lasse Bo Handberg, som til sommer skifter til chefstolen på Mungo Park Allerød.

I en tid med Twitter-demokrati, hvor Trump kan blive USAs præsident, bruger Handberg modigt teatret til at tydeliggøre, hvad der sker lige nu og her.

Forstå det kan vi måske stadig ikke rigtigt, men det gør indtryk at se, hvordan forsagte borgere med vægt på pligt og fællesskab i løbet af 10 år er blevet bevidste forbrugere og ytringsfundamentalister, der til dels har mistet overblikket og udtrykker sig meget eftertrykkeligt om det, de hver især kan overskue at have en mening om.

Og det er meget. Fra en ung konservatives "pornokjole" til fodboldtossen, smittespredning og måden at stege en bøf.

Her er det at have indsigt ikke nogen forudsætning for at søge indflydelse. Lykkes det ikke, synes taktikken at være at overdøve det velunderbyggede argument ved at gentage sin pointe. Bare højere og hårdere.

Hvad der på længere sigt sker med nationen, hvis debatten fortsætter på den måde, ved vi ikke. Men forestillingen viser os den nye virkelighed og iscenesætter de hurtige meningers farlige dynamik. Her bliver man selv meget rabiat, når man kritiserer de rabiate.

Enkelte scener savner klarhed, men "Nationen" er engageret teater om tidens forvirrende flimmer af udsagn af skiftende lødighed. Mungo Park bringer også sig selv i spil. "Mongol Park" er det blevet kaldt på Ekstra Bladets debatforum, og det sørgelige er, at vedkommende, der har skrevet det, næppe finder vej til Koldings udviklingsfremmende egnsteater.

Annonce

"Nationen"

"Nationen" spiller på Mungo Park Kolding til den 4. marts.De medvirkende er Christine Gjerulff, Frank Thiel, Marie Nørgaard og Magnus Christensen med Sophie Lauring som instruktør.

Så er der kø ved vandautomaten, som er et passende lydligt akkompagnement til de mange meninger. Fra venstre Magnus Christensen, Marie Nørgaard, Christine Gjerulff og Frank Thiel. Pressefoto: Palle Skov.
Nationen, Mungo Park, Kolding©2017 Palle Peter Skov
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce