Annonce
Sønderborg

Anmeldelse: Nora i underbukser i et meget moderne dukkehjem

Det Kgl. Teater gæstede Sønderborg med en særdeles moderne version af Henrik Ibens gamle klassiker. Foto: Catrine Zorn for Det Kgl. Teater
Annonce
Annonce

Gæsteanmelder Anne Marie Brodersen skriver om Henrik Ibsens “Et dukkehjem”, Sønderborg Teater fredag 20. november:

Ved ankomsten til Sønderborg Teater forevisning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem” blev et program udleveret, hvori Det Kgl. Teater allerede på forsiden varsler nye tider: Nora ude i sneen i bare underbukser – det er vist, hvad man godt kan kalde for et stilbrud.

Er det så en fordel at kende den klassiske version af ”Et dukkehjem” – eller er det en ulempe?

De klassiske elementer holder:

Der er den strålende facade, der dækker over ensomheden i parforholdet.

Nora og Thorvald lever som en kernefamilie i middelklassen med en mand, der dyrker karrieren og økonomien og en kvinde, der tilsyneladende har parkeret hjernen på vej ind i ægteskabet og giver partiet som det dekorative vedhæng til manden og mor til (hans) tre børn. Det er - hvis vi skal tro på en nutidig version - et liv, hun selv har valgt, og samtidig et liv han har valgt for hende. Han kunne måske godt have tænkt sig en lidt mere spændende partner, men det kompenserer hun så for i rigt mål ved sine fysiske fordele. Alt er godt, og alt sammen mesterligt performet af de to skuespillere, som man må beundre for deres engagement og deres atletiske formåen.

Der er løgnen, der vokser som en kræftknude for til sidst at dræbe sin ”vært”.

Den kendte Nora begynder ret hurtigt at krakelere, først i mødet med den gamle ven Kristine, der i sig selv ikke er nogen stor trussel, men Nora fortæller hende om sin løgn over for Thorvald, og det er nok ikke så godt, så Nora køber hendes tavshed ved at få hende ansat i Thorvalds bank. Den slags vennetjenester undrer ikke, ikke så meget, som de nok burde. Men senere i mødet med den ubarmhjertige Krogstad vokser løgnen, og katastrofen truer. Nora har ikke bare lånt penge af ham, hun har forfalsket sin afdøde fars underskrift, og Krogstad er lige blevet fyret fra Thorvalds bank – fra den stilling, Kristine har fået, og det er kritisk. Han forlanger af Nora, at hun får ham genansat. Krise!

Dr. Rank er i denne forestilling lagt i hænderne på en kvinde. Hvad årsagen er, er ikke at vide, men i denne forestilling er dr. Rank er lidt til overs, hun går ud og ind ad handlingen, men har ikke part i konflikten og er ikke specielt synlig. Hun viser sig så at være lesbisk, hvorfor fremgår ikke rigtig, og hun flytter heller ikke noget hos Nora.

Nora bliver afsløret, og der er stor krise med megen råben og skrigen.

Konflikten løses. Krogstad og Kristine bliver kærester. Krogstad dropper dokumentet med den falske underskrift, og Thorvald bliver glad. Så glad, at han løsner elastikken i nakken og slår håret ud – ikke at han vil slå over i en ny livsstil, nej, nej, alt skal blive ved det gamle.

Nora, tværtimod, har flyttet sig og bryder ud af den kendte tilværelse og ud i en ukendt fremtid.

Fik vi svar på det klassiske spørgsmål: ”Hvor gik Nora hen, da hun gik ud”? Nej, det gjorde vi ikke - og dog. For det første gik hun slet ikke ud – det var alle de andre, der gik.

Nora smøgede det gyldne hylster af og havde så en fest med at kure frem og tilbage i sneen.

Men præmissen er en anden. En kvinde af 1880’ernes bedre borgerskab havde kun omverdenens foragt og den sociale deroute at se frem til. Beslutningen for datidens Nora om at gå var på en hel anden måde skæbnesvanger.

Vor tids Nora har nok halvdelen af venindekredsen, der allerede har forladt de trygge rammer og er gået ud for at ”finde sig selv”. Efter otte års samliv er hun efter al sandsynlighed ikke den første. Og vor tids Nora går lige ud i en bred vifte af tilbud: SU og billige studielån, weekendjob i supermarkedet, aftenskoler, voksenuddannelse, voksenlærepladser etc. etc. Hun kan oven i købet komme til at høste både ros og anerkendelse. Hun skal nok få et godt liv.

Snelandskabet blev dygtigt udnyttet af spillerne. Om sneen skulle symbolisere fest, forgængelighed eller kulde er svært at vide – måske lidt af det hele. Karaktererne havde tendens til at virke lidt tegneserieagtige og éndimensionelle. Til gengæld holdt skuespillerne stilen suverænt hele forestillingen igennem.

Det Kgl. Teaters 2020 Dukkehjem er en spændende forestilling, og undertegnede er glad for at kende den klassiske udgave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce