Annonce
Digitalt

Anmeldelse: Ori på Switch er lig stemning og spilleglæde for alle pengene

Stemningen er magisk og dragende i Ori, der tager sig perfekt ud på Nintendo Switch. Pr-foto

Fire og et halvt år. Så lang tid er det siden, Ori and the Blind Forest udkom til Xbox og Windows. Man kan derfor ikke fortænke nogen i at synes, at Nintendo er kommet noget sent til festen med den netop udgivne version til Switch.

Men hvis man er typen, der nyder et godt 2D-platformspil og ligesom undertegnede føler, at Switch er klart den bedste konsol til netop den type spil, så er Ori and the Blind Forest et glimrende eksempel på, at gameplay trumfer grafik, framerates og markedsføring, når det kommer til kvaliteten og holdbarheden på et spil. For selv så lang tid efter spillets oprindelige release holder det hele vejen igennem på Switch, som i flere henseender i virkeligheden er en bedre platform til den type spil.

Annonce

Om testen

Produkterne, vi anmelder i Jysk Fynske Medier, er udlånt af virksomheden bag produktet. Vi tester og anmelder altid objektivt, uden at virksomheden har indflydelse på processen eller den færdige anmeldelse.

Dragende univers

Der er flere ting, der er med til at løfte Ori et stykke op over den gennemsnitlige platformer. Den første er den stemning, spillet har lige fra første sekund. Det flotte håndtegnede look og den intelligente brug af lys og farver skaber sammen med den velkomponerede og dramatiske musik et dragende univers, man ellers typisk skal lede efter hos 3D-spil. Og netop den vibe af 3D eller rollespil, som man til tider får, når man spiller Ori, fører frem til den næste grund.

Med et par spændende greb har spiludviklerne fra Moon Studios nemlig skabt en verden, der i den grad inviterer til fordybelse. På bedste RPG-manér er der et glimrende perk-træ, der gør det til en sand fornøjelse, hver gang man leveller up. Derudover er brugen af de såkaldte energy orbs, man samler op på sin vej gennem spillet, med til at gøre spiloplevelsen til noget særligt. De kan nemlig både bruges til at gemme spillet med i form af checkpoints, ligesom de kan bruges til at nedkæmpe fjender med i store energiudladninger. Hvordan man bruger dem, er op til den enkeltes temperament. Det lægger i den grad op til vidt forskellige måder at spille Ori på. Genialt.

Stadig fremragende

Sidst, men ikke mindst bliver man også nødt til at nævne sværhedsgraden som en af grundene til, hvorfor Ori er så godt et spil.

For spillet er svært – på den gode måde – og man kommer ikke sovende til noget. Til gengæld bliver det heller aldrig så umuligt, at man smider rundt med controlleren i frustration. Noget, de ganske fine styringsmekanismer skal have deres del af æren for.

Ori and the Blind Forest er således stadig et lige så fremragende spil som i 2015 og alle pengene værd. Desto mere ærgerligt er det, at efterfølgeren, Ori and the Will of the Wisps, kun kommer til Xbox og Windows, når det rammer butikkerne i starten af næste år. Om det så alligevel ender med komme til Switch i slutningen af 2024, ja, det må tiden jo vise …

Titel: Ori and the Blind Forest Definitive Edition

Platform: Switch (er ude allerede til Xbox og PC)

Udgivelsesdato: 27. september (oprindeligt 11. marts 2015)

Sværhedsgraden er ramt rigtigt; det er udfordrende uden at være for svært, og den intelligente brug af perk-træet gør, at man kan personalisere sin oplevelse efter temperament. Pr-foto
Opfølgeren til Ori and the Blind Forest kommer til Xbox One og PC i begyndelsen af 2020, men der er desværre endnu intet meldt ud om en Nintendo Switch-udgave. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce