x
Annonce
Indland

Anmelder har særligt øje på Refshaleøen ved Michelin-uddeling

Christian Charisius/Reuters
Ny restaurant på Refshaleøen har gode chancer for at få to Michelin-stjerner i første hug, vurderer anmelder.

Mandag er det igen højtid for alverdens foodies, bloggere og madanmeldere, når Michelin igen deler stjerner ud ved afsløringen af Michelin Guide Nordic Countries 2020 - denne gang i norske Trondheim.

Annonce

I Danmark vil manges øjne igen hvile på Refshaleøen i København, hvor særligt én restaurant har tiltrukket sig stor opmærksomhed i løbet af det seneste år.

Det forklarer Rasmus Palsgård, der er madskribent og indehaver af bloggen Feinschmeckeren.dk.

- Det helt store spørgsmål bliver, hvordan det går med Alchemist på Refshaleøen i København. Det er en restaurant af en kaliber, som man næsten ikke har set på verdensplan før, når man ser på indretningen, arkitektur, dramaturgi og selvfølgelig madoplevelsen, siger han og tilføjer:

- Mit bud er, at de får to stjerner i første hug. Det er meget usædvanligt, men det er en restaurant, der er så spektakulær, at jeg ikke kan forestille mig, at den må nøjes med én stjerne.

På grænsen til Refshaleøen ligger også en anden dansk restaurant, der traditionelt tiltrækker sig stor opmærksomhed, når der skal uddeles Michelin-stjerner.

Noma, der tidligere er blevet kåret til verdens bedste restaurant, fik sidste år to stjerner efter at være genåbnet i nye lokaler. Ifølge Rasmus Palsgård bliver det heller ikke i år, at Noma får den tredje stjerne.

- Jeg tror desværre ikke, der kommer til at ske noget - ikke fordi de ikke fortjener det. Når jeg sammenligner med andre trestjernede restauranter, som jeg har spist på, så kan jeg ikke forstå, at de kun har to stjerner, siger han.

Ved sidste års uddeling fik 28 danske og færøske restauranter 35 stjerner til deling.

Et godt bud på en ny dansk stjerne ligger i Nordhavn i København, vurderer Rasmus Palsgård.

- Der er et nyt spændende kort i form af Sushi Anaba, som er den første fuldblodsgourmet sushirestaurant i Danmark.

- Indehaver Mads Battefeld har leveret på et virkelig højt niveau, og Michelin har været forbi, så selv om den kun har været åben siden oktober, så er det et godt bud på en stjerne, siger han.

Der er også flere restauranter uden for København, der kan gøre sig realistiske forhåbninger om at blive belønnet med en stjerne mandag.

- Det bedste bud i provinsen er formentlig Molskroen, hvor niveauet har været ekstremt højt. Rygterne har også svirret om, at der er noget til dem i Trondheim, siger Rasmus Palsgård.

Mens Michelin-stjernerne forventes at blive strøet ud over restauranter på både Sjælland og i Jylland, så bliver der formentlig ikke det store at glæde sig over på Fyn.

- Jeg tror, de (Michelin, red.) er gledet let og elegant hen over Fyn uden at stoppe, siger Rasmus Palsgård.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

112

Efterlysning: Hvor er Daniel?

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce