Annonce
Tarm

Anmelder om Elisabeth Gjerluff Nielsens bog: Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den

- Jeg har ikke et ønske om at hænge nogen ud. Der er ikke nogen skyldige i det her, sagde Elisabeth Gjerluff Nielsen, da Dagbladet for godt to uger siden bragte et interview med den 62-årige forfatter. Arkivfoto: Martin Ravn
Både Berlingske og Kristeligt Dagblad giver fire stjerner til ny bog fra Elisabeth Gjerluff Nielsen, mens Informations anmelder ikke har meget godt at sige om 'Store børn', der har sit udgangspunkt i Skjern.

Skjern: Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, 'Store børn', strækker sig over 264 sider. Og det er måske lige i overkanten, hvis man spørger de anmeldere, der har læst den 62-årige kvindes erindringer, som byder på flere sammenstød og kontroverser med hendes nok så kendte storebror, Peter A.G. Nielsen.

- Elisabeth Gjerluff Nielsen har nok at fortælle. I sin nye erindringsbog, 'Store børn', tager hun læseren med på stort set hvert eneste bump på livets ujævne vej. Sådan føles det i hvert fald, når man læser de rigeligt detaljerede barndomsbeskrivelser, lyder det i Birgitte Borups anmeldelse i Berlingske, hvor der bliver kvitteret med fire ud af seks stjerner.

Anmelderen mener, at Elisabeth Gjerluff Nielsen grundlæggende fortæller en interessant historie om kuldsejlede søskenderelationer, 'men hun fortæller den i fragmenterede erindringsglimt, der ind i mellem drukner i detaljerigdom':

- Elisabeth Gjerluff Nielsen har begået en personlig og indfødt bog, der er et spejl for alle dem, der har rod i relationerne, skriver Birgitte Borup videre i sin anmeldelse i Berlingske, hvor det slutteligt bliver konkluderet, at 'bogens største problem er, at den er et partsindlæg':

- Selv om det foregår gennem et slør af poesi, bores kniven ind på steder, hvor det må gøre ondt på Peter A.G.'s folkelighed.

Annonce

Selv om det foregår gennem et slør af poesi, bores kniven ind på steder, hvor det må gøre ondt på Peter A.G.'s folkelighed

Birgitte Borup, anmelder, Berlingske

En stærk start

På linje med Berlingske uddeler også Kristeligt Dagblad fire stjerner til 'Store børn', der blandt andet udspiller sig i barn- og ungdommens Skjern:

- Det første kapitel er måske bogens stærkeste i sin skildring af forældrenes næsten simultane dødsfald, som sender de store børn i frit fald, skriver Lotte Kirkeby Hansen i sin anmeldelse.

Hun skriver videre:

- Elisabeth Gjerluff Nielsen er god til at fange stemninger og fortælle anekdoter, omend sproget ikke altid følger med, og konflikten med de øvrige søskende af og til synes for antydet til at berettige den plads, den har fået i bogen.

Information uddeler ikke stjerner, og det tjener måske forfatteren bedst:

- Igennem hele bogen kører sludrende opremsninger af, hvad man eksempelvis kan foretage sig i Skjern, evindelige tidsbilleder af alt mellem himmel og jord som en slags baggrundsmusik, der skrues op og ned for, og som fungerer som en slags buffer for alle de tilspidsede episoder og konflikter søskende imellem, der efterhånden oprulles, skriver Nanna Goul i sin anmeldelse - og uddyber:

- Det andet spor, konflikterne, familiestridighederne, ja, de er sådan set bare jævnt pinlige.

Egne urimeligheder

Informations anmelder mener videre, at forfatteren fremsætter 'en række anklager, der mest af alt afslører, at Elisabeth Gjerluff Nielsen selv har så svært ved at se klart i denne fejde, at hun ikke kan se sine egne urimeligheder.'

Nanna Goul beskriver det som 'en slags tragisk ironi, at bogen er tilegnet familien':

- Jeg mener, man ville have gjort forfatteren en stor tjeneste ved ikke at lade 'Store børn' udkomme. Men nu står den her. Og jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den, lyder afskedssalutten fra Informations anmelder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce