Annonce
Danmark

Pigen med arret i panden: Anna skar i sig selv og skjulte sine snit

Anne Scøning. Foto: Birgitte Carol heiberg
Anna Schøning går ture, ser Netflix og drømmer om at skrive en bog. Hun er også en af de mange sårbare piger med psykiatriske diagnoser. Piger som finder hinanden og deler deres smerte og erfaringer med skære i sig selv, sulte sig selv eller overveje at tage deres eget liv. Her bringer vi det første af tre afsnit af Anna Schønings historie.

Anna har et sår i panden. Hvis ikke det var for det sår, ville hun ligne en helt almindelig ung kvinde. En med runde briller og med et varmt blik i de blå øjne.

Vi mødes første gang på en kaffebar i Odense, fordi Anna gerne vil fortælle en journalist sin egen historie, og den har lidt med såret i panden at gøre. Hvis man banker sit hoved ind i en væg eller noget andet hårdt igen og igen, indtil det begynder at bløde, så får man sådan et sår, som bliver til et ar, hvis man bliver ved med at gøre det. Historien har også lidt at gøre med et netværk på Instagram, som hun er en del af. En hemmelighed, som ikke er hemmelig mere efter DR-dokumentaren “Døde pigers dagbog”, som blev forrige uge.

Anna Schøning er 21 år, hun er veltalende, og hun skriver godt, selv om hun kun har ni års skolegang. Hun bor på et døgnbemandet bosted et sted på Fyn. Det vil sige et sted, hvor der er pædagogisk personale både om dagen og om natten. På alle de tidspunkter, hvor sådan én som Anna kan køre af sporet og banke hovedet mod væggen eller på anden måde skade sig selv, og det er ikke småting, hun kan finde på at gøre mod sig selv. Måske skulle det være i datid, for Anna er et andet sted nu. Et sted, hvor hun er blevet bedre og bedre til at styre de voldsomme følelsesudbrud, der kan få hende til at skade sig selv.

Det friske sår i panden viser, at hun ikke er helt i mål endnu.

Hun fortæller, at hun har skrevet en del. Hun drømmer om at skrive den bog, som hun selv gerne ville have læst under vejs fra depression til psykiatrien og til at kunne forestille sig en fremtid som ”normal”. Om at leve med diagnosen borderline.

- Jeg er efterhånden blevet god til at beskrive ting, for jeg har brugt meget tid og energi på at lære at kunne fortælle dem omkring mig, hvad der foregår indeni, siger hun.

Det er præcist det, der kan være så svært at forstå for sådan en journalist som mig: Hvad sker der indeni sårbare piger, der skærer i sig selv for at mærke smerte og se blodet pible? Eller sluger glasskår, batterier eller syre? Eller knalder hovedet ind i en væg?

Annonce
Anna Schøning tager os med ind i den verden af tvang og voldsom selvskade, som har været en stor del af hendes liv. Nu drømmer hun om at blive forstået som en menneske med borderling ved at skrive om det. Foto: Birgitte Carol heiberg

Bæltesengen kommer

Den historie skal skrives, aftaler vi. Og Anna skal selv skrive de dele, der handler om, hvad der sker i hende, når smerterne og følelserne bliver for store. For hvem andre kan som Anna skrive, hvad der sker, når hun går amok, selvom personalet på en psykiatrisk afdeling prøver at stoppe optrapningen:

Jamen Anna, du ved jo godt at det ikke er det du vil...

“GÅÅÅÅÅÅ”.

“Okay Anna, så går jeg, men kun fordi du beder mig om det”.

Døren lukker, og lige pludselig hører jeg mig selv skrige mine lunger ud af ren og skær smerte. De måtte jo ikke gå, de svigter dig, de vil dig ikke - de hader dig faktisk. Du er ikke noget værd, du fortjener ikke deres hjælp. Skrigene vil ingen ende tage.

1.2.3.1.2.3.1.2.3. Frem og tilbage. En knytnæve direkte i ansigtet på mig selv. Det er nemlig det jeg fortjener. 1.2.3.1.2.3.1.2.3. Jeg lægger mig i fosterstilling på gulvet, og så kommer hulkene. Helt nede fra maven af. Jeg er så ulykkelig, alt jeg føler er smerte. Den mørkeste smerte. Jeg kan ikke det her, jeg kan ikke mere, hulker jeg, selvom der ingen er til at svare mig. Jeg. Kan. Ikke. Mere. Jeg vandrer skiftevis ude på gangen og på stuen. Jeg går ind på stuen for at være alene, og jeg går ud og vandrer på gangen i stedet, for det føles for ensomt og klaustrofobisk at være alene. Jeg banker hovedet ind i væggen. Tæller til 21, fordi det føles rigtigt. Vandrer, og gør det så igen. Blodet løber fra min pande, og til sidst kan de ikke se på det længere. Jeg kan fornemme dem samle sig oppe på kontoret, og ved at min tid er talt. Jeg forsøger febrilsk at komme ud i gården, men de har låst døren. Jeg går helt ned i et hjørne, og fornemmer fodtrinene, der nærmer sig. Kan høre en seng der bliver kørt rundt. Bæltesengen. De ber’ mig komme og lægge mig, men da de ser, at jeg ikke vil gøre som de beder mig om, kommer de og tager fat i mig. Mine ben og arme bliver trukket i. “1.2.3”. Så ligger jeg der igen. Jeg bander indvendigt, imens jeg skriger og råber af dem, at de skal lade mig være, slippe mig fri. Men jeg ved godt at det er nyttesløst. Nu ligger jeg der, og nu skal jeg falde til ro.

Det er barskt, for Annas historie er barsk. Den handler om ikke at kunne kontrollere sine følelser og om at straffe og skade sig selv. Om at leve med diagnosen borderline, men også om en indædt vilje til at ville finde vejen ud af labyrinten og gøre helt almindelige ting som at gå i skole og tage en uddannelse.

Bare ked af det

Anna er født i 1998 i Assens på Fyn. Hendes mor og far blev skilt, og hun og hendes lillebror kom til at bo hos deres mor, mens hendes to ældre søskende blev hos faren i Assens. Anna har haft en “problematisk barndom”, som hun siger, men det skal der ikke skrives om, siger hun.

Anna er glad for både sin mor og far og sine søskende, og hun ønsker ikke at rippe op i noget.

- Jeg var bare ked af det. Som 11-årig var jeg i kontakt med psykiatrien første gang, og de kaldte det en lettere depression. Mine lærere syntes, jeg var negativ, og jeg var nok bøvlet at have med at gøre, for jeg syntes ikke noget var sjovt og kunne ikke se meningen med noget, siger Anna Schøning.

Sådan var det ikke altid, for Anna har også minder om at hygge og snakke med veninderne i frikvartererne om det teenagepiger nu snakker om.

- Det er svært at sige, hvornår jeg blev syg, for hvornår er man syg? Det var i 9. klasse mit hoved begyndte at være et mørkt sted at være, siger Anna.

Hvis det var udløst af noget, var det måske, at en veninde fra klassen fik leukæmi, og Anna satte alt ind på at hjælpe hende med ture til Rigshospitalet og endeløse Facetime-samtaler. Og så kom eksamenerne, og Anna blev mere og mere angst og indadvendt.

- Jeg holdt op med at hygge med veninderne i frikvarteret men blev inde og sad med musik i ørerne, og jeg gik tit på toilettet og sad og græd.

Hun husker også sit første angstanfald i en geografitime:

Jeg kunne kun tænke på, hvor meget jeg ønskede, at min lærer ville tage mig med ud og spørge mig, om jeg var okay. Jeg ønskede det så meget, at det føles som om mit hjerte blev revet midt over, da klokken ringede, og han bare gik. Mit hjerte begyndte at banke, mit åndedrag blev hurtigere og hurtigere. Det var mit første angstanfald. Mine negle blev blå, og jeg havde tårer siddende i øjnene. Klumpen i halsen voksede for hvert sekund, og panikken rasede løs. Hvorfor så han ikke, hvor dårligt jeg havde det? Og hvis han gjorde, hvorfor tog han så ikke fat i mig? Jeg havde sådan brug for at sige tingene højt, at have en voksen, der kunne lytte til mig, og som kunne guide mig ud af mørket. Men ingen gjorde noget. Selv da mine veninder gik ned og fortalte vores dansklærer, at de var bekymrede for mig, skete der ingenting. Han sagde, at han ville tage fat i mig dagen efter. Jeg kunne ikke sove hele den nat, bare af angst og spænding over at der endelig var en, der ville spørge mig, hvordan jeg havde det. Men han kom aldrig og spurgte. Han svigtede mig, og jeg tog hjem efter dansktimen, fuldstændig ude af den. Det var meningen han skulle hjælpe mig, men han gjorde intet. Hvad skulle jeg nu gøre?

Den røde løber

For et halvt år siden var Anna inviteret til femårs gensynsfest med sin gamle 9. klasse på privatskolen Marie Jørgensens Skole i Odense. Ham klassekammeraten, der holdt festen, boede i sit eget hus.

Anna bor på et værelse på et bosted, der tidligere var plejehjem. Det eneste store er hendes gigantiske badeværelse, som er godt og praktisk for en kørestolsbruger, der skal hejses og bades. Det krævede overvindelse at tage med til den genforeningsfest, for Anne vidste godt, at de seneste fem år af hendes liv nok ikke lignede hendes gamle klassekammeraters.

- De andre går på universitetet, læser til læge og alle mulige ting. Jeg ringede efter min far, som kom og hentede mig, siger Anna Schøning.

Den 9. klasse er det sidste, hun har nået at gøre færdigt. Hun var ellers klar til det bedste år i sit liv på efterskole. Det var det alle sagde, inden hun begyndte på Skanderup Efterskole ved Kolding.

Starten var også god, men ret hurtigt gik det ned ad bakke. Anna følte sig presset og kunne ikke rumme alt det, der skete eller sine egne tanker. Hun gik rundt som en zombie og hun gik tit ud og græd alene på toilettet. Det var også her, hun lavede det første lille snit til det, der skulle blive et blodigt spor i flere år frem.

- Jeg sad der og var helt ude af den, og så fik jeg øje på min barberskraber. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tog den og trak den henover huden på min mave, siger Anna Schøning.

Den røde løber var rullet ud, og fotografen blitzede efterskoleelever i deres fineste grandprix-skrud. Der blev hujet og grinet, for det var MGP-aften på Skanderup. Anna havde en fin blå kjole med polkaprikker på, men indenunder den var smerten og hemmeligheden. En mave dækket af hudafskrabninger fra små snit lavet med en barberskraber. Sår lavet for at give noget aflastning til et hoved, der var fuldt af smerter og komplet forvirring. Og et hoved der mindede Anna om, at hun gjorde noget, ingen skulle vide.

Efterskolekammeraterne var i gang med det bedste år. Anna var der bare.

- Jeg husker bare at sidde med tårer i øjnene og mest af alt have lyst til at flygte væk fra den glæde, jeg burde føle, men som lå så langt væk fra mig, siger Anna Schøning.

Der var voksne, der støttede Anna på efterskolen. Men det var som om, intet kunne lindre det kaos og den angst for at blive forladt, der buldrede indeni. Hun gennemførte ikke efterskoleopholdet.

Men Anna skal snart finde ud af, at hun ikke er så alene, som hun tror. Der er andre piger, der skader sig selv på utallige andre måder. De følger hinanden i et netværk på Instagram, og Anna snart skal blive en del af det, hun kalder “priv” - en lille syg verden. Læs anden del af Annas historie søndag.

Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Studerende føler sig tvunget i praktik på trods af coronafrygt: Takker man nej, må man tage orlov

Annonce