Anne er vegetar: - Til jul tænkte jeg, at vi hellere måtte spise kød igen

Kost og klima: "Har jeg frie hænder, eller er der noget, du ikke spiser?" Skriver 49-årige Anne Brun Andersen til mig et par dage før mit besøg hos hende og manden i Vejle.

Hun forsøger at leve uden kød, og jeg har spurgt hende, om hun vil gøre mig klogere på, hvordan det er.

Jeg har fået lækker vegetarmad før, men når jeg selv skal forsøge at efterleve en grøn dagsorden, tyr jeg til færdigretter. Mit vestjyske islæt finder det umådeligt svært at sætte måltider sammen uden kød. Og så er jeg ret så glad for hotdogs, røde bøffer og kyllingelår.

Allerede i entréen kan jeg ane action i køkkenet. Anne er ved at lave et snackfad til mig - ikke med chips og dip - men med gulerødder, bladselleri, broccoli og orange hummus. Broccolien er stadig under kærlig behandling på spækbrættet.

- Ja, hummussen er altså købt. For det må jeg sige, udover at sætte sig ind i, hvad der går godt sammen, så er udfordringen klart at få tid til at lave maden. For grøntsager skal vaskes, skæres og ofte tilberedes på en helt anden måde end kødretter, siger Anne Brun Andersen, mens hun flækker brocollien i stave.

Langs køkkenbordet syner resten af brikkerne til dagens ret i alverdens farver og former. Det er lidt som at stå i en tøjbutik, der har sat lidt for meget af sommerkollektionen frem i butikken.  Vi er klart i kostpyramidens bund, men jeg har ingen idé om, hvad vi skal have.

Anne kommer madlavningen i forkøbet ved at forberede til ugen om søndagen. Grøntsager snittes og fordeles i bøtter, så de er klar til brug på dagen. Faktisk er hele køkkenet sat i system fra gulv til loft med sirligt håndskrevne skilte. Hun er en kok med en mission.

Men hvad er det, der gør, at hun tager kampen op og ikke som mig lader sig lokke af det velkendte?

- Jamen, det er også stadig helt vildt svært at skulle tænke diametralt anderledes. Den anden dag lavede jeg en linseret, som smagte helt vildt frygteligt, siger hun og griner.

Vi skal tre år tilbage for at finde de første spæde skridt mod de nye vaner. Anne blev syg med brystkræft.

- Jeg har været en såkaldt klimatosse hele mit liv, og vi støtter ikke det industrielle landbrug. Men det her er min egen kamp for at skabe et bedre liv ved at spise grønt. I starten var det for at gøre noget ekstra for at blive rask, men i dag har jeg ingen gode argumenter for at spise kød, siger hun.

Hun vil ikke være ekspert på, hvorvidt en anden kost var et våben mod kræften. Der er meget forskning for og imod, som hun siger. Men hun er sluppet af med livslang migræne, og så overvinder den grønne kost både hedeture og en generel utilpashed.

- I starten læste jeg en masse bøger om emnet, hvor jeg har den teori, at jeg tager det, jeg kan bruge. Men så længe de anbefaler grønt frem for gris, og jeg mærker efter i min krop, kan jeg ikke se det farlige i det, siger hun.

Men lad os hæfte os ved ordet kamp. For selv om Anne lever som vegetar, er det stadig på forsøgsbasis. Til tider falder hun så at sige i. Senest var i julen.

- I Danmark forbinder vi jo kød med hygge, god mad og gode minder. Julen er lig med flæskesteg og frikadeller, så da vi nåede november sidste år, tænkte jeg; "nå jamen, vi må også hellere begynde at spise kød igen", siger hun og ruller med øjnene.

Hun spiser også kød, hvis hun falder over det i madspildsposer og lignende. Det er ikke til at bære, hvis kødet har levet forgæves, mener hun. Hun er dog ikke længere begejstret for smagen.

- Jeg ved godt, det så kan lyde skørt at købe det, fordi det er sat ned. Men egentlig køber jeg det oftest til mine hunde, hvor det ikke går til spilde. Der har mange grøntsager den fordel, at det kan skæres, køles, fryses og steges eller moses igen. Det kan kød ikke. Kød er et fængsel, der fastholder os i en vane.

Trods synet på kød, har hun lært at give slip på kontrollen.

- Jeg lever som udgangspunkt grønt, men jeg er også nødt til at have overskud i mit liv og holder eksempelvis fast i mine æg. Det forbandede ved kød er, at det er billigt og tilgængeligt overalt. Jeg er stadig ved at knække koden til, hvordan jeg holder mig helt fra det.

Anne har derfor valgt at lave sine egne regler, hvor man godt må snyde lidt til tider, så længe barren er sat højt.

Hun afbryder min spørgeregn og rækker mig fire flasker i alskens nuancer af brun. Jeg skal hjælpe med at mixe en dressing og bliver lettet over, at jeg trods alt genkender honning og citron blandt mulighederne.

Normalvis står Anne Brun Andersen ellers ikke alene med livsstilsændringen. Hendes 42-årige mand Mikael Kristensen støtter hende.

- Lige nu er vi ved at trappe ned på kød igen. Så vi kører efter en regel med 50 gram om dagen. Mikael holder mere af det end mig, men han er meget mindre stresset, når vi spiser grønt,  siger hun.

Mikael giver et tilkendegivende nik bag skærmen fra sit hjemmekontor.

På den grønne vej er Anne ligeglad med, hvad andre tænker. Det gør hun mig klart, da vi dækker bordet. Men hun savner, at flere tager ansvar.

- Jeg er helt sikkert den sure forbruger, der stiller krav. Jeg ved godt, det er provokerende, hvis jeg kommenterer andres valg, men hvordan skal jeg ellers minde folk om, at de faktisk har ét? Jeg mener jo, det er alles opgave at blive grønnere, siger hun.

Det bliver sidste ord, inden vi sætter os til bords. Vi har lavet Japansk Okonomiyaki, har jeg fået besked om undervejs. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så mange farver på min tallerken. Og det smager godt. Rigtig godt endda.

Jeg fortalte Anne Brun Andersen tidligere, at jeg i aften skal på Hereford Beef Stow. Et sted, der forbindes med kæmpe mørbradbøffer. Det tog hun pænt, men jeg er ikke i tvivl om, hvad hun forsøger at fortælle mig, da hun rækker mig fadene for tredje gang.