Annonce
Læserbrev

Ansøgning om genåbning

Skovlund-Ansager Udviklingsråd har efter anmodning fra forvaltningen om budgetønsker for 2020, fremsendt ansøgning om genåbning af kombibibliotek i Ansager.

Ansøgningen bakkes op af Ansager Byudvikling og Ansager Borgerforening.

Så vidt jeg forstår JydskeVestkysten, så har Udvalget for Kultur og Fritid sendt ansøgningen ”ud i fremtiden”!

  • Hvorfor beder man om ønsker for 2020, når man har besluttet, at der tidligst er penge til anlægsønsker i 2022?
  • Hvad er forskellen på behovet i f.eks. Agerbæk (1.306 indb.), Nørre Nebel (1.376 indb.) og Ansager (1.330 indb.)?
  • Har man lavet den samme research – evaluering m.m. – i forhold til Agerbæk og Nørre Nebel eller var det nok med en underskriftsindsamling?
  • Hvorfor skal det have afsmittende virkning, at Ansager får et kombibibliotek – det har det selvsagt ikke haft tidligere?
  • Hvorfor siger I ikke klart nej og begrunder det med saglige argumenter, i stedet for at udsætte beslutningen til langt ud i fremtiden = tidligst i næste byrådsperiode/aldrig?

Jeg gør mig ingen forhåbninger om at få svar på mine spørgsmål.

Måske har det enkelte byrådsmedlem større chance for at få svar på ovennævnte spørgsmål, ligesom det enkelte byrådsmedlem vel har mulighed for at stille forslag til dagsordenen.

P.s. Jeg under – af hele mit hjerte – Agerbæk og Nørre Nebel, at de får kombibiblioteker!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce