Annonce
Varde

Ansager vil på det musikalske danmarkskort med ny musiklegeplads

Lisbet Steen Mortensen er formand for udvalget for kreativitet og læring under Ansager Byudvikling. Hun glæder sig over, at den kommende musiklegeplads på menighedsrådets grund overfor Mariehaven kan blive en realitet. Foto: Christine Aagaard-Kragh
Efter planen ser en ny, ambitiøs musiklegeplads dagens lys i Ansager i løbet af 2021. En stor donation fra Villumfonden har gjort drømme-projektet muligt.

Ansager: En udendørs musiklegeplads for børn og voksne.

Det er, hvad formand Lisbet Steen Mortensen og resten af udvalget for musik og kreativitet under Ansager Byudvikling brændende har ønsket sig og arbejdet for gennem de seneste fire år.

Nu er det ikke blot et fjernt ønske, men snart en realitet. Finansieringen er nemlig på plads, efter en generøs donation på en halv million fra Villumfonden, en fond under Veluxfondene.

Annonce

- Det bliver en legeplads, hvor musikteori og læringsstile er tænkt ind. Mig bekendt findes der ikke en sådan andre steder, siger en glad Lisbet Steen Mortensen, der til daglig er lærer og blandt andet har arbejdet meget med begrebet læringsstile, der handler om, at mennesker lærer ting på forskellig vis.

Den viden har hun blandt andet brugt i sin tilgang til legepladsprojektet, mens en anden lærer i projektgruppen, Sonya Christie, har budt ind med sin store viden om musikteori.

- Vi håber, den kommende musiklegeplads vil tiltrække både private, børnehaver og skoler, så den både bliver et sted for underholdning og undervisning. Måske endda at plejehjemmet kommer til at få glæde den, for vi er jo demensvenlig by her i Ansager, siger Lisbet Steen Mortensen.

Teori i udformningen

Den kommende musiklegeplads kommer til at bestå af otte mindre pladser med hvert sit tema, der hver især relaterer sig til forskellige tempi inden for musikken. Hver lille plads skal gøre det muligt at afprøve de forskellige rytmer med kroppen og på den måde skabe en forståelse for musikkens opbygning. De forskellige mindre pladser bliver bundet sammen af stier, som er udformet og navngivet efter musik.

Sådan ser planen ud over den kommende musiklegeplads i Ansager. Grafik: Udvalget for musik og kreativitet, Ansager Byudvikling

- Der sket noget med os mennesker, når vi hører musik. Det gør noget ved sindet og rører ved sjælen. Musik kan sprede glæde, og det er dels dejligt, men også vigtigt, når det kommer til læring og trivsel blandt mennesker, forklarer Lisbet Steen Mortensen.

Ambitionen med den kommende musiklegeplads er dels at skabe lokal glæde, læring og trivsel. Men også at sætte Ansager på landkortet som musikkens by.

Udvalget for musik og kreativitet under Ansager Byudvikling, som Lisbet Steen Mortensen er formand for, består også af Astrid Sørensen og Dennis Pedersen, som begge er lokale, samt Sonya Christie, og så har to frivillige, Bent Nielsen og Thor Knudsen, været skrappe til at søge fondsmidler, så musiklegepladsen kan blive en realitet.


Der sket noget med os mennesker, når vi hører musik. Det gør noget ved sindet og rører ved sjælen.

Lisbet Steen Mortensen


Foruden Villumfonden, kommer der penge til projektet via Ole Kirks Fond, Varde Kommune og Ansager Byudvikling. Alt i alt forventes projektet at løbe op i en god million kroner.

Den nye musiklegeplads skal ligge på menighedsrådets grund overfor Mariehaven på Sønderbro. I øjeblikket er der ved at blive søgt byggetilladelse, og det er håbet, at den står klar i første halvdel af 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce