Annonce
Varde

Ansagers musikhotel har fået værelser på førstesalen

David Borchardt Larsen i rockværelset. Guitaren er doneret af hans far. Foto: Joan Anette Karlsen

Ansager Musik Hotel har fået værelser på selve hotellet. Værelserne er opkaldt efter forskellige musikgenrer.

Ansager: I country-værelset hænger en banjo. I det klassiske værelse hænger en violin, og i rockværelset er der selvfølgelig en elektrisk guitar.

Ansager Hotel har transformeret sig til Ansager Musik Hotel, og derfor er de splinternye værelser også indrettet som musikværelser. I alt syv værelser har hotellet fået indrettet på førstesalen, der har stået tom i 15-20 år.

- Det er først nu, det er blevet et rigtigt hotel, siger medforpagter David Borchardt Larsen, mens han viser rundt i de nye værelser.

Indtil nu har der på selve hotellet kun været restaurant og selskabslokaler. Der har hele tiden været udlejning, men det har været af hytterne i Ansagers hytteby.

Instrumenterne på værelserne er doneret af borgere i Ansager.

- De synes, det er sjovt, at de kan se deres instrumenter heroppe, siger David Borchardt Larsen.

Annonce

Ansager Musik Hotel

Ansager Musik Hotel er ejet af et lokalt anpartsselskab, mens driften er forpagtet ud til David Borchardt Larsen og Danny Kølskov Nielsen.Musikhotellet udlejer både hytterne i hyttebyen og værelserne på førstesalen.

Hotellet har egne arrangementer, og derudover er det muligt at leje hotellets restaurationslokaler til selskaber. Der er ved at blive installeret foldedøre i den store sal, så der også kan holdes to mindre fester i stedet for en stor.

Torsdag til søndag klokken 17.20 er det muligt at spise på hotellet, der også tilbyder take away.

I countryværelset hænger en banjo. Foto: Joan Anette Karlsen

Masser af musik

Bortset fra en håndværker, der har lejet sit værelse i tre uger, så har hotellet haft mest udlejning af værelserne, når der sker noget i Mariehaven, som musiker Helge Engelbrecht står bag. I denne weekend er der igen Sommersang i Mariehaven, og så er der fuldt booket op på den nye førstesal.

Det er også netop på grund af Mariehaven, Mariefestivalen og de mange lokale musikere i Ansager, at hotellet har valgt at satse på musikken.

Det gør den ikke kun med musikværelser. Hotellet arrangerer jævnligt egne arrangementer, og flest mulig af dem skal indeholde musik. Til fællesspisningerne skal deltagerne for eksempel synge sammen. Næste arrangement i kalenderen foregår i øvrigt på onsdag den 2. august klokken 18.30, hvor Jacob Sveistrup kommer og synger.

Med tiden skal dette blive en wall of fame, hvor alle musikere, der har spillet eller boet på hotellet, kommer op at hænge. Foto: Joan Anette Karlsen

Byens hotel

Ansager Musik Hotel var tidligere et privatejet hotel, der i en periode var helt lukket. I 2011 overtog et lokalt anpartsselskab hotellet, og det er derfor nu ejet af en lang række af byens borgere.

Det er dette selskab, Ansager Hotel ApS, der har renoveret helt hotellet inklusiv førstesalen.

Violinen hænger i det klassiske værelse. Foto: Joan Anette Karlsen
Trompeten hænger i blues-værelset. Foto: Joan Anette Karlsen
Efter et par årtier er der nu igen brug for trapper til førstesalen. Foto: Joan Anette Karlsen
Ansager Musik Hotel har fået syv nye værelser på førstesalen. Foto: Joan Anette Karlsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce