Ansager er en af de byer i lokalområdet, der holder det seneste juleoptog. Det foregik søndag med vrinskende rensdyr og en karamelkastende julemand.
ANSAGER: De to heste har fået rensdyrhorn på. På ladet sidder børn fra Ansager. Foran dem er det hvidklædte FDF-orkester.
Men allermest opmærksomhed blandt børnene får julemanden og nissemor. Ikke kun på grund af de røde dragter og julemandens lange, hvide skæg.
Lige så interessant er det, at de kaster med karameller. Børnene er beredt. De har poser med, og de voksne skal passe på, at de ikke vælter over et barn, når de løber på kryds og tværs for at finde alle karameller.
Juleoptoget er virkelig en børnebegivenhed, og der er masser af børnefamilier bagerst i optoget.
Men også byens ældre har glæde af optoget. Optoget går nemlig en omvej til plejehjemmet, hvor de ældre sidder bag en stor rude og kigger ud. Foran den rude stiller FDF-orkestret sig op og spiller et par ekstra julesange.
Heste fra Grindsted
Hestevognen har Preben Lassen sørget for, og han ejer også den ene af de to heste. Han arbejder på Tronsøskolen i Grindsted, der er fri fagskole med blandt andet en hestelinje. Den anden hest er ejet af Tronsøskolen, og det er elev Amalie Nørregaard, oprindeligt Herning, der passer hestene til dagligt. Hun er derfor med på hestevognen sammen med Preben Lassen og Anne Marie Andreasen.
Se juleoptoget her
Det skete også i Ansager søndag
Der var åbent hus og udstilling i Andelskassens lokaler på Torvet i Ansager. Det var lokale, kreative kræfter, der viste deres kreationer.
- Efter juleoptoget kunne alle gå ind på Ansager Musik Hotel, hvor børnene kunne danse om juletræ og lave sanglege sammen med julemanden, nissemor og FDF-nisser.
- Mandag er der julebanko i Skovlund-Ansager Hallen og den 25. december er der julebal på hotellet.