Annonce
Sydjylland

Antallet af alvorligt syge coronasmittede syddanskere stiger kun langsomt

14 patienter i regionen er i kritisk tilstand på grund af coronavirus. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters
De seneste dage er få borgere fra regionen blevet indlagt med coronavirus. Fredag var der blot tre nye indlagte, og antallet af patienter på intensiv var status quo. Relativt set er Region Syddanmark den region med færrest patienter på intensiv.
Annonce

Sag: Kurven for antallet af meget syge coronapatienter har de seneste dage kun været svagt stigende i Region Syddanmark. Fredag meddelte Sundhedsstyrelsen, at yderligere tre patienter i regionen var blevet indlagt. Dermed var antallet af indlagte fredag over middag 54, mens 14 var på intensiv.

Torsdag var tallet henholdvist 51 og 14, mens der onsdag var 47 indlagte og 13 på intensiv. På to dage er syv personer mere således blevet indlagt, mens en enkelt yderligere er kommet på intensiv. Det sker efter flere dages hastig stigning, hvor der alene fra tirsdag til onsdag blev indlagt 11 personer, mens seks blev indlagt på intensiv.

Fredag var antallet af indlagte og intensivpatienter på landsplan til gengæld steget betragteligt fra torsdag. 44 yderligere blev indlagt, så tallet fredag var 430 indlagte. Samtidig kom yderligere 15 på intensiv, således det samlede tal fredag var 109 på intensiv.

Annonce

Sjælland hårdest ramt

Opgørelsen fra Sundhedsstyrelsen viser, at borgerne øst for Storebælt er klart hårdest ramt af coronavirusset, når man holder antallet af indlagte op imod befolkningstallet i de fem regioner.

I Region Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland er omkring hver 20.000. borger indlagt. I Region Sjælland er det hver 11.600, mens det i Region Hovedstaden er hver 8.600.

Hvad angår patienter på intensiv er én ud af 87.000 syddanskere på intensiv. Relativt set er regionen således den med færrest på intensiv i forhold til befolkningstallet. Hovedstaden ligger også her i top med én ud af cirka 35.000 borgere på intensiv. Der er dog tale om små tal, og der skal derfor kun lidt til at ændre på det samlede billede.

I Danmark er nu 2.010 personer smittet, mens der er konstateret 52 dødsfald. Torsdag var tallet 41.

Ifølge Sundhedsstyrelsen omfatter tallet dødsfald, der er registreret indenfor 60 dage efter påvist covid-19 infektion. Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet.

Der er nu 467.710 smittede i hele verden og omkring 21.000 døde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Danmark

Messerschmidt bliver forfremmet: Afløser Espersen som næstformand i DF

Annonce