Annonce
Danmark

Antallet af asylansøgere er det laveste i 11 år

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
2716 søgte asyl i Danmark i 2019. Antallet er faldet med 87 procent siden flygtningekrisen i 2015.

2019 bød på det laveste antal asylansøgere i Danmark i 11 år.

2716 personer søgte asyl i Danmark, hvilket er et fald fra 3559 i 2018.

Blandt de lande med flest ansøgere det seneste år er Syrien, Eritrea og Somalia.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Ser man endnu længere tilbage, er antallet af asylansøgere faldet markant fra 2014 og 2015, hvor Europa var præget af en stor tilstrømning af flygtninge fra især det borgerkrigshærgede Syrien.

Mange vil nok huske dagene i september 2015, hvor hundredvis af flygtninge vandrede på danske motorveje.

I 2014 og 2015 søgte henholdsvis 14.792 og 21.316 asyl i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kalder det positivt, at langt færre søger asyl i Danmark.

- Rekordlave asyltal er en god nyhed. Vores ressourcer bruges bedst ved at hjælpe flere og mere i nærområderne, siger Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.

- Samtidig skal vi fokusere mere på de afviste asylansøgere, som ikke vil forlade landet. Det er en svær opgave at få dem hjem igen. Men vi arbejder på initiativer, der skal styrke indsatsen for at få dem til at rejse, siger han.

I 56 procent af de sager om asyl, som blev afgjort i 2019, blev ansøgeren anerkendt som flygtning.

Tallet er stort set på niveau med 2018, men er et fald fra 2015, hvor 85 procent blev anerkendt som flygtninge. Faldet hænger blandt andet sammen med, hvilke lande ansøgerne kommer fra.

I 2015 var der mange syrere blandt ansøgerne, som blev anerkendt som flygtninge, da de blev vurderet som personligt forfulgte.

/ritzau/

Annonce
Link til pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce