Annonce
Sydjylland

Antallet af sexkrænkelser er eksploderet

Region Syddanmark har, sammen med Region Hovedstaden, oplevet den største vækst i antallet af anmeldelser om delinger af krænkende billeder eller tekst - hovedsagligt digitale sexkrænkelser. På bare et år 2015 til 2016 er anmeldelserne blevet 178 procent flere i Region Syddanmark.Arkivfoto: Nils Svalebøg

Region Syddanmark modtager sammen med Region Hovedstaden flest anmeldelser om delinger af meddelelser og fotos, der krænker privatlivet. På kun et enkelt år er anmeldelserne blevet knap 200 procent flere i Region Syddanmark.

Anmeldelser om delinger af krænkende billeder og tekst er stigende på landsplan, men i Region Syddanmark er mængden af sager ligefrem eksploderet. Hvor politiet i Region Syddanmark i 2015 fik 19 anmeldelser om viderebringelse af nøgenbilleder mv., fik politiet 53 sager i 2016.

Ifølge Rigspolitiet drejer cirka 60 procent af anmeldelserne sig om delinger af seksuelt indhold - populært kaldet hævnporno. De resterende 40 procent er viderebringelser af fotografier, billeder eller tekst, der krænker privatlivet.

Hvorfor stigningen er så eksplosiv i Region Syddanmark og Region Hovedstaden, har Thomas Kristensen, talsmand for Rigspolitiet, ikke umiddelbart ikke nogen idé om. Men han peger på to generelle forklaringer på den nationale tendens, hvor anmeldelserne også er steget stødt fra 39 i 2012 til 224 anmeldelser i 2016.

Først og fremmest skyldes det danskernes nye bedste ven; nemlig den smartphone, som langt de fleste har i lommen eller tasken:

- Vi lever i en mere og mere digitaliseret verden, hvor alle har fotografiapparater på deres telefon, og det at tage og dele et billede er meget nemmere end for bare et par år siden, og det øger selvfølgelig risikoen for misbrug. Det er den generelle tendens, siger Thomas Kristensen, Rigspolitiet.

Annonce

Digitale sexkrænkelser

Deling af krænkende indhold fører til flere anmeldelser. I 2012 blev 39 sager anmeldt på landsplan, og fire år senere, i 2016, modtog politiet 224 anmeldelser.Rigspolitiet vurderer, at cirka 60 procent af anmeldelserne drejer sig om delinger af seksuelt indhold.

Sagerne behandles under straffelovens paragraf 264 d., der lyder: "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden..."

Kilde: Retsinformation.dk og Justitsministeriet

Danskerne har taget stilling

Derudover kan stigningen også skyldes, at danskerne tager stærkere afstand fra digitale sexkrænkelser, og flere sager når frem til politiet, efter emnet om delinger af nøgenbilleder har været til stor debat de seneste år:

- Der har heldigvis været en stor offentlig debat i samfundet om, hvad det er for nogle krænkelser, folk bliver udsat for, når der pludselig bliver delt billeder af dem. Og når ting kommer op til debat, og der bliver en offentlig stillingtagen til, at det ikke er okay. Så kan der være nogen, der har haft nogle oplevelser, som, de syntes, har været pinlige og har derfor afholdt sig fra at melde, som de alligevel vælger at anmelde i dag. De finder altså ud af, at det er okay at melde det - for det er det, man skal, siger Thomas Kristensen.

Gemmer sig bag profiler

Selvom anmeldelserne er blevet mange flere, så er dommene ikke vokset tilsvarende. På landsplan er dommene steget fra 31 i 2012 til 36 domme i 2015. Det mener Rigspolitiet kan forklares af, at der er en forsinkelse fra sagerne anmeldes, indtil der falder dom, for sigtelserne er blevet flere af denne type kriminalitet, der i øvrigt er en stor udfordring for politiet at opklare:

- Det er politiets opgave at finde ud af, hvem der har delt billederne - og om vi kan bevise, at det er ham eller hende, der har gjort det. Det, der desværre sker, er, at når de her billeder først er blevet delt, så kan dem, der modtager dem, dele dem igen og igen. Og det er svært at finde tilbage til, hvem det i grunden var, der havde lagt dem på sociale medier eller andet og hvem, der gemmer sig bag hele kæden af profiler, fortæller Thomas Kristensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce